Gå til hovedindhold

Kun seks udvisninger i samtlige pokalfinaler

Selv om den danske pokalfinale er en knald-eller-fald kamp med meget på spil, er det sjældent kommet til udvisninger.

Af Frits Ahlstrøm

Kun to spillere, Thomas Bælum og Peter Møller, har fået direkte rødt kort i de 69 finaler og fem omkampe i DBU Landspokalturnering.

Da jeg talte med Thomas Bælum og spurgte om han vidste, hvor mange spillere, der havde oplevet at have fået et rødt i en finale, svarede han:

-Det tør jeg ikke sætte tal på.

Thomas Bælum var overrasket, da han erfarede, at han var en af kun to.

I finalen mod Viborg FF i Parken 1. juni 2000 skiftede AaB’s svenske cheftræner Hans Backe ham ind i stedet for Jens Jessen i det 84. minut. Fem minutter senere gav dommeren Knud Erik Fisker ham det røde kort.

-Jeg husker stadig, at jeg tacklede Morten Kærgård Poulsen; dog ikke voldsomt, siger Thomas Bælum til tv3sport.dk og Viaplay. Jeg synes stadig, det var hårdt dømt.

Den første udvisning faldt i finalen i 1993 mellem OB og AaB. Den blev spillet på Odense Stadion, fordi Idrætsparken var under ombygning.

Allerede i det 3. minut præsterede Torben Sangild en voldsom tackling, da han med strakt ben ramte AaB’eren Jens Jessen på anklen. Jens Jessen blev båret ud, og nigerianeren Emeka Ezeugo kom ind uden – i sagens natur – at have varmet op. Finn Lambek nøjedes med at give Torben Sangild et gult kort.

Knap en halv time senere dømte Finn Lambek et diskutabelt straffespark imod Emeka Ezeugo. Det scorede Lars Elstrup på til 1-0. Den føring holdt, selv om Finn Lambek efter en times spil igen tildelte Torben Sangild et gult kort. OB med 10 mod 11 øgede endda til 2-0 få minutter før tid.

I 2004 mod AaB med Michael Svendsen som dommer fik FC Københavns angriber Peter Møller også direkte rødt for at bruge sin ene albue i en nærkamp. Det var midt i 2. halvleg, men FCK fastholdt den 1-0 føring, Morten Bisgaard havde sørget for i 1. halvleg.

Året efter havde Knud Erik Fisker også det røde kort fremme i finalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland, da han i det 66. minut straffede Razak Pimpong med yderligere et gult kort. Razak Pimpong havde kort forinden bragt FCM på 2-1. Men med 11 mod 10 vendte Brøndby slagets gang. Kim Daugaard udlignede, og Ruben Bagger gjorde det til 3-1 i den forlængede spilletid.

Også i 2006 fik en spiller to gule kort i finalen. Randers FC mødte Esbjerg fB i Parken og vandt 1-0 på et mål af Karsten Johansen fem minutter før afslutningen på den forlængede spilletid. I sin begejstring tog han sin trøje af og tvang dommeren Kim Milton Nielsen til at give ham hans andet gule kort i kampen.

Det var fjerde gang, Randers FC var i finalen; og fjerde gang, det blev til en sejr.

I finalen i 2020 på Blue Water Arena i Esbjerg sluttede SønderjyskE med kun 10 spillere på banen mod AaB, eftersom dommeren Jørgen Daugbjerg Burchardt for anden gang gav Julius Eskesen det gule kort. Men SønderjyskE fastholdt den føring på 2-0, Anders K. Jakobsen havde skabt.

Thomas Bælum kom i 1996 fra IK Chang Aalborg til AaB, hvor han udviklede sig til en koldblodig og fair spillende centerforsvarer og blev dansk mester med klubben i 1999. Selv om han på grund

af et såkaldt springerknæ var væk i det meste af sæsonen 2002-03, opnåede han 220 kampe på 1. holdet – uden nogensinde at få karantæne som følge af gule kort.

Et enkelt rødt kort blev det derimod til for en tackling på Thomas Poulsen fra Silkeborg IF.

Thomas Bælum var anfører i sin sjette og sidste sæson i AaB inden han 1. juli 2006 skrev kontrakt med MSV Duisburg og to år senere med Willem II Tilburg i Holland for i 2009 at vende hjem til Danmark og slutte sin karriere som aktiv med tre sæsoner i Silkeborg IF.

Inden sit ophold i udlandet opnåede han at spille 29 kampe på DBU’s unge landshold.

Thomas Bælum var administrerende direktør i AaB fra 2018 til 2022.

Den svenske angriber Hans Eklund afgjorde finalen mod AaB med en scoring allerede i det 9. minut, så den daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen kunne overrække pokalen til Viborgs anfører Jacob Glerup, mens Søren Olsen fra Politiken som Årets Sportsjournalist gav Fighterpokalen til klubbens polske målmand Arkadiusz Onyszko.

Andre gode nyheder