Gå til hovedindhold

Kultklubben med dødningehovedet på vej til Bundesligaen

Af: Frits Ahlstrøm

Nogle klubber har mere karisma end andre.

FC. St Pauli er en af dem. I Tyskland er de brunblusede fra Reeperbahn i Hamborg kultklubben over alle.

Et kranie med korslagte knogler i hvidt på en sort dug præger klubbens officielle flag. Det hævdes, at ’Doc Mabuse’ – en sanger i et punkband i byen i 1980erne – satte et piratflag på en pind og bragte det med til Millerntor-Stadion. Næste gang gjorde flere andre fans noget tilsvarende, og sådan fortsatte det. Nu er flaget blevet et symbol på klubben.

FC St. Pauli, der blev stiftet 25. maj 1910, har haft syv sæsoner i 1. Bundesliga, der blev lanceret i sommeren 1963. Siden har klubben været i den næstbedste række; endda i den regionale liga for amatører.

Da klubben i 1977 sikrede sin første oprykning til den bedste række, var det med backen Niels Tune-Hansen, der i de tre foregående sæsoner havde spillet for Holbæk B&I og opnået 10 af sine i alt 15 A-landskampe.

Niels Tune-Hansen lavede det afgørende mål for FC St. Pauli i 1-0 sejren over SC Harford på sidste spilledag. Mens han kun scorede én gang for Danmark – i 5-1 sejren over Cypern i Limassol i 1976 – lavede han 13 mål for sin tyske klub i 109 kampe i løbet af tre år.

Spillerne var blevet lovet en bonus på knap 50.000 kroner hver i oprykningspræmie, men klubben var i økonomisk knibe og halverede beløbet. Det var givetvis demotiverende for dem og måske årsagen til nedrykningen allerede efter en enkelt sæson; og at de flere gange truede med at gå i strejke.

I 2003 var FC St. Pauli igen i økonomiske vanskeligheder; så store, at klubben var tæt på en konkurs.

Selv om Uli Hoeness, den daværende chef i FC Bayern München altid blev buhet ud på Millerntor-Stadion, kunne han ikke forlige sig med, at denne kultklub skulle opløses. Han tilbød, at FC Bayern gratis spillede en venskabskamp. Der var – som altid – udsolgt på Millerntor, og klubben var reddet. Tilskuerne, der mødte i T-shirts med påskriften ’Danke Uli’, gav ham en stående ovation.

FC St. Pauli ansatte i sommeren 1978 Sepp Piontek, der efter to år som landstræner på Haiti var vendt hjem til Tyskland. Kontrakten gjaldt for et år, og selv om hans betingelser var vanskelige, ville han ikke bryde den. Han afslog et lukrativt tilbud fra Philadelphia Fury i den amerikanske liga, og førte klubben til en 6. plads.

Undervejs fik han yderligere to tilbud: Ét om at blive landstræner på Fiji Øerne og et fra DBU om at overtage det danske landshold fra 1. juli 1979. Han sagde nej til Fiji og ja til Danmark.

Efter at have tilbragt de seneste 12 sæsoner i 2. Bundesliga synes FC St. Pauli at være på vej tilbage til den bedste række, så de venstreorienterede i Hamburg igen har noget juble over samtidig med, at ’dødningeflaget’ vajer over Millerntor-Stadion, hvor de 29.546 siddepladser er besat til hver eneste kamp – uanset klubbens placering.

Imens kæmper byens ’aristokratiske’ klub Hamburger SV for at vende tilbage til 1. Bundesliga. I sæsonen 2017-18 rykkede klubben ned – som den sidste af de 16, der havde været med fra starten i 1963. Det skorter ellers ikke på opbakning. HSV har udsolgt med omkring 57.000 tilskuere til hver kamp hjemme på Volksparkstadion.

Med syv resterende runder er FC St. Pauli på 1. pladsen med 57 point foran Holstein Kiel med 52, Fortuna Düsseldorf med 46 og ærkerivalen Hamburger SV med 45 point. Dernæst følger Hannover 96 med 43 samt tre klubber med hver 39 point: Karlsruher SC, Greuther Fürth med Alexander Zorniger som cheftræner og SC Paderborn 07.

En dansk spiller har bidraget til førerpositionen: den 34-årige angriber Andreas Alber, som klubben hentede sidste sommer.

Andreas Alber med en fortid i Skive IK, Vejle Boldklub, Silkeborg IF og Viborg FF spillede i de foregående fire sæsoner for SVV Jahn Regensburg, hvor han lavede 36 mål i 133 kampe.

Han er den 8. dansker i FC St. Pauli efter (med en enkelt af deres danske klubber nævnt i parentes) Heino Hansen (Slagelse B&I / 1972-74), Benno Larsen (B 1903 / 1972-74), Johnny Petersen (AB / 1974-76), Søren Skov (OB / 1975-77), Niels Tune-Hansen (Holbæk B&I / 1976-79), Morten Fibak-Jensen (1995-97), Jacob Rasmussen (Brøndby IF / 2016-17) og Simon Makienok (Brøndby IF 2020-22).

FC St. Pauli spiller på lørdag på udebane mod Karlsruher SC.

Husk du kan se alle kampe i 1. og 2. Bundesliga på Viaplay og desuden flere af dem på vores TV-kanaler.

Andre gode nyheder