Gå til hovedindhold

Kolding var en tånegl fra overlevelse i 1.division - se kampens højdepunkter her

Af: Emil Bellaiche

Vendsyssel overlever 1. division med mindst mulig margin, mens Skive og Kolding rykker ned.

Kolding IF og Skive IK rykker ud af 1. division, mens Vendsyssel FF klarer frisag med mindst mulig margin.

Det står klart efter et vildt drama i sidste spillerunde af nedrykningsspillet i landets næstbedste række, hvor Vendsyssel vandt 2-1 over Fremad Amager, og Kolding IF slog Skive med 2-0.

Det efterlader Skive på sidstepladsen, mens Kolding rykker ud på færre scorede mål end Vendsyssel. Begge har 32 point og en målscore på minus 18.

Vendsyssel og Kolding var på forhånd à point i tabellen, og Skive på sidstepladsen var et point efter, så alle tre hold havde muligheden for at sikre frisag.

Vendsyssel opbyggede i første halvleg en føring på 2-0 i sin hjemmekamp mod Fremad Amager, mens det indbyrdes opgør mellem Kolding og Skive var målløst og nervepræget.

I anden halvleg var holdene dog nødt til at slippe håndbremsen, og da Vendsyssels føring blev reduceret til 2-1, og Mads Eriksen bragte Kolding foran med 1-0 efter 79 minutter, udløste det en vild afslutning.

Kolding skulle score to mål for at overleve, og Adam Jakobsen sendte det første ind på et straffespark.

Herefter havde angriberen Oliver Drost en kæmpechance, som Skive-keeper Marcus Bobjerg og stolpen dog fik klaret.

/ritzau/

Andre gode nyheder