Klubboss med VILD beskyldning efter kontroversielt straffe: Dommer forlod stadion med Real Madrid-pose
Af: Peter Schulz
Villarreal-boss raser over dommeren efter kontroversielt straffespark til Real Madrid søndag aften.
Hos Villarreal er man ikke synderligt tilfredse med, at Real Madrid blev tildelt et straffespark i anden halvleg af et dramatisk La Liga-opgør søndag aften.
Spillere og trænerbænk protesterede højlydt over, at dommer Gil Manzano pegede på pletten efter en situation, hvor bolden muligvis ramte armen på en Villarreal-forsvarer i feltet.
Og efter kampen havde vreden ikke lagt sig hos Villarreal.
I hvert fald kom klubbens præsident Fernando Roig efterfølgende med en hård beskyldning mod dommeren og hans assistenter.
-Gil Manzano og hans assistenter forlod stadion med Real Madrid-poser. Det virker ikke for mig til at være passende, siger Fernando Roig ifølge AS til den spanske presse efter kampen.
-I kender det alle sammen. Den ramte ham ikke på hånden men på skulderen og armen. Den kom fra en afretning fra en holdkammerat. Jeg mener ikke, det var et straffespark, siger Fernando Roig desuden.
Real Madrid vendte kampen fra 0-2 til 3-2 og overhalede dermed Barcelona i toppen af La Liga.
Du kan se meget mere spansk topfodbold LIVE på TV3 SPORT og Viaplay i de kommende dage. Se meget mere her:
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










