Gå til hovedindhold

Klubberne bekræfter: Ankersen klar for IFK

Klubberne bekræfter: Ankersen klar for IFK

Af: Ritzau

Jakob Ankersen skifter fra Esbjerg til IFK Göteborg på en treårig aftale, bekræfter begge klubber.

24-årige Jakob Ankersen skifter klub men fortsætter i blå og hvide striber. Midtbanespilleren bliver tredje dansker hos IFK Göteborg.

Her har Jakob Ankersen underskrevet en kontrakt, der gælder i de kommende tre år, oplyser den svenske klub.

  • Jeg ser frem til at træffe mine nye holdkammerater og til at repræsentere IFK Göteborg, som i mine øjne er en af Nordens største klubber, siger Jakob Ankersen til IFK Göteborgs website.

Hos IFK Göteborg, der allerede har den tidligere Esbjerg-spiller Søren Rieks samt Lasse Vibe i truppen, glæder man sig også til at få tilgang af den danske midtbanespiller.

  • Han er en kantspiller, som trods sin unge alder er rutineret blandt andet efter kampe i Europa League med Esbjerg. Han har god fart og arbejder hårdt, og det er to gode egenskaber hos ham, siger IFK Göteborgs sportschef Mats Gren i en meddelelse.

Salget får Esbjerg til at opjustere forventningerne til indeværende regnskabsår, og vestjyderne efterkommer samtidig et langvarigt ønske fra Ankersen.

  • Han har længe udtrykt et ønske om at prøve sig af i en anden liga. Det har vi vidst, og det har vi også været indstillet på, siger Esbjergs Niels Erik Søndergaard til klubbens website.

  • IFK Göteborg har længe været interesseret, og det er en topklub i Sverige, så der venter ham en spændende udfordring, tilføjer han.

Jakob Ankersen har optrådt 97 gange for Esbjerg i Alka Superligaen, og her er det blevet til 25 scoringer.

HUSK at du kan se programmet TRANSFERDEADLINE LIVE på TV3 SPORT 1 fra kl. 17.30 og frem til, at vinduet smækker i ud på aftenen.

Andre gode nyheder