Klub giver VIP-gæsternes middag til socialt udsatte
SV Waldhof Mannheim (stiftet i 1907) spillede i Bundesligaen i syv sæsoner – fra 1983 til 1990.
Af Frits Ahlstrøm
Selv om klubben siden har ført en tilværelse udenfor den bedste række i Tyskland og lige nu befinder sig i 3. Bundesliga, er der stadig format over den.
Forleden skulle SV Waldhof møde FC Hansa Rostock hjemme på Carl-Benz-Stadion med en tilskuerkapacitet på 24.302, deraf 13.579 siddepladser.
Myndighederne havde givet klubben tilladelse til et begrænset antal tilskuere, men den blev trukket tilbage i sidste øjeblik.
På det tidspunkt var middagen forberedt til VIP-medlemmer, forretningspartnere og sponsorer; flere end 250.
I stedet meddelte SV Waldhof Mannheim, at socialt udsatte personer den følgende dag klokken 12:00 kunne møde på stadion og hente en portion varm mad hver.
Menuen bestod af roastbeef, flæskesteg, rodfrugter, saltede kartofler, sovs med champignon og løg, en salat-buffet og som dessert frugtsalat og chokolademousse.
SV Waldhof tabte 2-1 og er efter seks runder på 12. pladsen med 9 point, mens FC Hansa Rostock rykkede op på 4. pladsen med 11 point. FC Saarbrücken topper 3. Bundesliga med 13 point for fem kampe.


