Kasper Kusk på vej til FC København?
Af: Ritzau
Ståle Solbakken og FC København vil hente Kasper Kusk tilbage til Alka Superligaen til sommer.
Kasper Kusk skiftede i sommerpausen fra AaB til Twente i Holland, men nu kan den tidligere AaB-profil være på vej tilbage til Alka Superligaen - hos FC København.
I hvert fald rapporterer Ekstra Bladet onsdag, at københavnernes manager Ståle Solbakken arbejder i kulissen på at få den 23-årige offensivspiller i hvidt inden næste sæson.
Hos Twente har Kasper Kusk, blandt andet på grund af skader, ikke fået den begyndelse på sit udlandseventyr, som han havde håbet på, og derfor er midtbanespilleren ifølge avisen klar til at skifte klub efter blot et år i den røde trøje.
Og her er FC København altså en mulig løsning, skriver avisen.
Kasper Kusks agent John Sivebæk lukker ingen døre.
-
Aktuelt er alt interessant for os. Vi lukker ingen døre. Det kan vi ikke tillade os i den nuværende situation, siger John Sivebæk til Ekstra Bladet.
-
Men det er i første omgang op til Twente, hvad de vil, for der er jo en kontrakt, som begge parter er nødt til at forholde sig til, forklarer agenten.
Ståle Solbakken afviser overfor Ekstra Bladet at have været i kontakt med enten Twente eller Kasper Kusk selv.
Kasper Kusk nåede at spille 80 kampe i Alka Superligaen og score 21 mål - heraf de 12 i sin sidste sæson - for AaB, hvor han var med til at vinde the Double i foråret 2014.
Du kan se de 12 mål fra Kasper Kusk i double-sæsonen i videoplayeren ovenfor.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










