Kaptajn Rikke Sevecke til TV3 SPORT: Det er en stor ære at bære anførerbindet
Af: Jonas Helmy
Rikke Sevecke er faldet godt til i de nye omgivelser i franske FC Fleury med danskerne Cecilie Sandvej og Stine Larsen som holdkammerater. Hun er endda allerede blevet givet anførerhvervet i sin nye klub.
FC Fleury er pludselig blevet en danskerkoloni.
Rikke Sevecke tog denne sommer skiftet fra Brøndby til den franske klub sammen med Stine Larsen, imens den tidligere Brøndby-spiller Cecilie Sandvej er kommet til fra Bundesliga-klubben Frankfurt.
-Det er super fedt at have Cecilie og Stine på holdet, siger Rikke Sevecke til TV3 Sport.
-Vi kender hinanden, og det gør det hele meget nemmere, når man er væk fra familie og venner.
-Jeg synes, at holdet og staben i Fleury har taget rigtig godt imod os. Folk er super flinke og kæmper hårdt for at skabe de rette rammer for os.
Det kører for landsholdsspilleren i øjeblikket, der kom på tavlen i 8-0-sejren over Malta i EM-kvallen – samme kamp som Stine Larsen i øvrigt scorede to mål i.
Den 23-årige forsvarsspiller er tilmed blevet givet anførerbindet i sin nye klub.
-Det er en stor ære at være anfører for holdet, men truppen er fyldt med en masse ledere, som er gode til at byde ind med noget hver især.
Rikke Sevecke, Cecilie Sandvej, Stine Larsen og resten af FC Fleury kommer på en svær opgave ude mod mestrene fra Lyon søndag kl. 16:30 på TV3 SPORT og Viaplay.
Jonas Helmy
jonas.helmy@tv3sport.dk










