Gå til hovedindhold

Jysk talentfabrik afgiver tre spillere til dansk mesterhold

Eliteholdet i KoldingQ bliver væsentligt forynget i Gjensidige Kvindeliga i den kommende sæson.

Af Frits Ahlstrøm

Alligevel imødeser Anders Jensen den med optimisme.

-Naturligvis indebærer det en svækkelse at miste seks spillere, udtaler den 40-årige cheftræner til TV3 Sport og hentyder til Emma Færge, Cecilie Fløe og Sofie Hornemann, der alle er skiftet til HB Køge, samt Sofia Husted, som skal på college i USA, Sif Ryfkjær, der ønsker at trappe ned på 2. holdet, og Carola Schneider, som har sluttet sin karriere. Vi kommer til at mangle nogle mål og lidt erfaring.

Afløserne er tre teenagers af egen avl, Josefine Valbak, Seval Eroglu og Ajla Julardzija, 19-årige Mille Josjong Henriksen fra Vildbjerg og 20-årige Cecilie Christensen fra Fortuna Hjørring.

Anders Jensen, cheftræneren i KoldingQ, instruerer sine spillere. Foto: BlumePress

Forsvarsspilleren Emma Færge var på Årets Hold i Gjensidige Kvindeliga i 2020-21 og Cecilie Fløe var med 9 mål holdets topscorer.

-Jeg havde gerne set, at de to samt Sofie Hornemann var blevet hos os i yderligere en sæson, tilføjer Anders Jensen. Det ville have givet dem mere spilletid i Ligaen end de kan regne med at få på det danske mesterhold i HB Køge, hvor de skal konkurrere med flere amerikanere og klubbens irske topscorer Kyra Carusa.

KoldingQ har i modsætning til HB Køge ingen udenlandske spillere i sin trup.  

-Vi har en begrænset økonomi i forhold til de fleste af vore rivaler, forklarer Anders Jensen. Så vor strategi er finde og udvikle danske talenter, der har ambitioner om at nå langt, og som ved, at vi kan garantere dem spilletid på højeste nationale niveau. Det er godt for træningsmiljøet. Vi er stolte over, at vi med vore muligheder kan præstere de resultater, vi gør.

Louise Eriksen og Emma Hoppe i aktion for KoldingQ. Foto: BlumePress

I sidste sæson opnåede KoldingQ en 4. plads i slutspillet med 15 point efter HB Køge (35), Brøndby IF (30) og Fortuna Hjørring (15) og foran FC Nordsjælland (11) og FC Thy-Thisted (6).

KoldingQ indleder den nye sæson på udebane mod Brøndby IF fredag 6. august klokken 18:30; en kamp, der ligesom alle andre i Gjensidige Kvindeliga kan ses på Viaplay direkte fra klokken 18:25.

Andre gode nyheder