Gå til hovedindhold

JA TAK: Martin Braithwaite og stærk defensiv sender Danmark til EURO 2020

Af: Ritzau

Danmark er klar til EURO 2020 til sommer. Martin Braithwaite scorede målet, der gav forløsende 1-1-resultat i Dublin.

Det var ikke kønt.

Det var nervepirrende.

Ikke meget hang sammen offensivt.

Men defensivt var Danmark en solid enhed mod den stærke irske fysik.

Og efter 72 minutter kom så det forløsende øjeblik.

En lang aflevering i dybden fra Henrik Dalsgaard fandt Martin Braithwaite, og Leganes-angriberen fik akkurat strakt sig frem og rørt bolden tilstrækkeligt med støvlen, så den stakkels Darren Randolph ikke kunne nå at reagere.

Ikke det flotteste mål i Martin Braithwaites karriere og heller ikke det flotteste mål i den danske EM-kvalifikation. Men alligevel et øjeblik af overordentlig stor skønhed naturligvis.

De få tusinde danske fans i den ene ende af Aviva Stadium eksploderede i ekstatisk jubel, mens hjemmeholdets fans var i et øjebliks chok.

På det tidspunkt var det ikke meget, man havde set til det danske hold i irernes straffesparksfelt.

Kasper Dolberg havde tøvet og var blevet tacklet, da han fik Danmarks indtil da klart bedste mulighed efter pausen.

Men Irland gav ikke op. De kom sig over den danske scoring og etablerede relativt hurtigt et nyt pres mod Danmarks mål.

Det pres gav bonus med fem minutter tilbage, da backen Matt Doherty steg op på bagerste stolpe og fra tæt hold headede 1-1-målet i kassen bag Kasper Schmeichel.

Var det irske pres stort inden scoringen, blev det skruet mange takker op efter den. Gang på gang blev den danske boks fyldt op med spillere, og gang på gang måtte den danske defensiv ud i halvpaniske clearinger.

Især Mathias ’Zanka’ Jørgensen stod flere gange placeret i absolutte nøglepositioner for Danmark i eget felt.

Men trods det tunge irske pres i Dublins luftrum holdt de 11 danskere stand.

Det betyder, at Danmark er klar til EM-slutrunden til sommer.

Andre gode nyheder