Gå til hovedindhold

Irsk landstræner giver 17-årigt wonderkid debut før EM-gyser mod Danmark - se ham her

Af: Peter Schulz

Irland vil teste 17-årig Tottenham-angriber forud for gyserkampen mod Danmark i Dublin på mandag.

Troy Parrott har været i strålende form for Tottenhams og Irlands ungdomshold igen i denne sæson, og nu er den 17-årige angriber så forfremmet til A-truppen forud for Irlands to kampe i de kommende dage.

Troy Parrott, som har scoret fem gange i tre optrædener i UEFA Youth League indtil nu i denne sæson, kan debutere for det irske A-landshold torsdag aften, når irerne varmer op til opgøret mod Danmark med en venskabskamp mod New Zealand.

Landstræner Mick McCarthy har bekræftet, at Troy Parrott vil starte kampen, og den unge mand håber nu på at score i sin debut.

-Jeg har ikke planer om at stoppe nu. For mig handler det om at lave mål. Det er det eneste, jeg ønsker, for at være helt ærlig, siger Troy Parrott til det irske fodboldforbund.

-Det vækker opmærksomhed, når folk ser på det og siger 'han scorede igen' eller 'han scorede og fik en assist'.

-Hvis nogen kan score, så tror jeg, at det hjælper med at komme hurtigere op i niveau, og da jeg kom på U21-landsholdet, scorede jeg for dem i min debut, så det var fint, siger Troy Parrott desuden.

Også 19-årige Lee O'Connor, en back fra Celtic, samt midtbanespilleren Jack Byrne fra Shamrock Rovers kommer til at debutere for Irland i torsdagens venskabskamp.

Troy Parrott har spillet en enkelt gang for Tottenhams førstehold indtil videre. Det var i et nederlag til Colchester United i årets Carabao Cup.

I videoklippet herover kan du se Troy Parrott i aktion for Tottenhams UEFA Youth League-mandskab i sidste sæson.

Her scorer det irske stortalent for Tottenham mod Barcelona.

Andre gode nyheder