Gå til hovedindhold

Intet europæisk stadion stort nok til Liverpool FC

Intet europæisk stadion stort nok til Liverpool FC

Af: Ritzau

Den engelske presse kritiserer UEFA voldsomt for at have placeret UEFA Europa League-finalen mellem Liverpool FC og Sevilla FC på onsdag på St. Jakob-Park i Basel.

UEFA afviser -- med rette -- kritikken som usaglig.

  • Selv Camp Nou, det største fodboldstadion i Europa, ville ikke være stort nok til en finale med Liverpool FC, siger en talsmand for UEFA til TV 3 Sport.

Siden Liverpool FC eliminerede Villarreal CF i semifinalerne, er såvel klubben som UEFA blevet bombarderet med billet-bestillinger.

  • Vi kunne have solgt 200.000 eller flere, er opfattelsen i UEFA.

Pressen angriber UEFA for at have valgt et stadion med en tilskuerkapacitet på 35.000.

Dertil lyder det fra UEFA: "For det første kan vi af mange logiske grunde ikke vente med at udpege et spillested til et par uger før finalen. For det andet har det vist sig i de senere år, at 35.000 billetter med omkring halvdelen fordelt ligeligt på de to finalister har været tilstrækkeligt; selv i 2013 da Chelsea FC var den ene part og i finalen i Amsterdam vandt 2-1 over SL Benfica."

Sevilla FC og Liverpool FC fik tilbudt 9.000 billetter hver, men den spanske klub gav afkald på 2.000 af dem. Eftersom UEFA af sikkerhedsmæssige hensyn ikke vil blande supporters fra de to klubber, har det kun været muligt at tildele Liverpool FC 1.500 billetter ekstra.

Sevilla FC kan som den første klub nogensinde vinde turneringen for tredje år i træk. I 2014 i Torino blev det til en sejr på 4-2 over SL Benfica på straffespark efter 0-0 trods forlænget spilletid og i 2015 i Warszawa til en 3-2 sejr over FK Dnipro Dnipropetrovsk.

Andre gode nyheder