Gå til hovedindhold

Iniesta opfordrer til fred i den spanske konflikt

Andrés Iniesta opfordrer de stridende parter i konflikten mellem Spanien og Catalonien til en fredelig løsning.

Af Frits Ahlstrøm

Det gjorde den 33-årige boldbegavelse i FC Barcelona på twitter, da han i fredags havde skrevet under på en ny kontrakt med klubben, der gælder så længe, han har lyst til at spille fodbold.

-Almindeligvis evaluerer jeg ikke offentligt så komplekse situationer, skrev han. Men i dette tilfælde er omstændighederne exceptionelle. Vi er nødt til at tale med hinanden og ikke slås med hinanden. De, der har ansvaret, må sætte sig sammen og finde en løsning. Vi fortjener alle at kunne leve i fred.

Siden han var dreng, har Andrés Iniesta haft Michael Laudrup som sit store idol. Så der er måske ikke noget overraskende i, at han også udenfor banen minder om den danske legende.

Hans beslutning om at blive på Camp Nou har vakt enorm glæde blandt alle klubbens fans, som ikke helt er kommet sig over afskeden med Neymar Junior, og som er nervøse for, at Lionel Messi rejser efter denne sæson.

Lionel Messi har fået tilbudt en ny fireårige kontrakt, men udtalt, han ikke vil fortsætte i klubben så længe, Josep María Bartomeu er præsident.

Medlemmerne af den catalanske storklub har givet præsidenten et mistillidsvotum, men det kan tænkes, at han efter aftalen med Iniesta overlever det; og at Messi ændrer holdning.

Iniesta og Messi er de to mest vindende spillere i FC Barcelona med hver 30 trofæer.

Men spanieren har ét, som argentineren ønsker sig mere end noget andet: VM Pokalen.

Den opnåede Andrés Iniesta i 2010, da han lavede sejrsmålet for Spanien i 1-0 sejren over Holland i VM-finalen i Sydafrika.

Det pletskud bliver Andrés Iniesta stadig tiljublet for hver gang, hans navn nævnes i højttalerne på ethvert stadion i Spanien, når FC Barcelonas holdopstilling annonceres.

Andrés Iniesta kom til klubben i 1996, da han var 12 år. Seks år senere fik han sin debut på førsteholdet, hvor det er blevet til 55 mål i 639 kampe.

-Når jeg tænker tilbage på de 21 år, der er gået, oplever jeg en glæde, der giver mig gåsehud over hele kroppen, udtalte Andrés Iniesta, da han havde forlænget sin kontrakt på ubestemt tid. Min kærlighed til klubben er ubeskrivelig.  Den er mit hjem og det bedst tænkelige sted for mig.

Det var usikkert før denne sæson om Andrés Iniesta ville fortsætte i FC Barcelona.

I et interview med den spanske radiostation Cadenar Ser forklarede han årsagen til, at der skulle gå tre måneder før han underskrev en ny aftale:

-Dels måtte jeg vide i hvilken retning, præsidenten ville føre klubben, dels ville jeg være sikker på, at jeg i min alder stadig kunne gøre en forskel på banen. Jeg ville ikke bare blive for pengenes skyld.

I sidste sæson var Andrés Iniesta med i startopstillingen i La Liga kun 13 gange, men det er anderledes med den nye træner Ernesto Valverde, som har fritaget ham for nogle af de defensive pligter og bedt ham om at bruge sin energi og kreativitet på den forreste tredjedel af banen.

Andrés Iniesta er noteret for 12 mål i 121 landskampe. En mindre fiberskade tvang ham til at melde fra til VM-kampene mod Albanien fredag aften (hvor Spanien vandt 3-0 over Albanien i Alicante og sikrede sig adgang til slutrunden i Rusland) og mod Israel mandag aften i Jerusalem.

Det er sandsynligt, Andrés Iniesta fortsætter på landsholdet til og med VM-slutrunden næste år.

Andre gode nyheder