Hør sangen her: Fans storsviner spiller efter racismeanklage mod engelsk angriber
Af: Peter Schulz
Brighton-manager Chris Hughton inviterer det engelske fodboldforbund til at undersøge tilråb mod venstrebacken Gaetan Bong.
Brighton & Hove Albion sikrede sig onsdag aften videre passage i årets FA Cup med en 3-1-sejr efter forlænget spilletid over West Bromwich Albion på the Hawthorns.
Glenn Murray stod for to scoringer i den forlængede spilletid og afgjorde dermed kampen.
Men dramaet kan muligvis få et yderligere efterspil for West Bromwich Albion, for undervejs i den forlængede spilletid blev der - som man muligvis kan høre i tv-klippet herover - sunget mod gæsternes venstreback Gaetan Bong.
-There's only one smelly bastard, kan man ane via tv-mikrofonerne fra tribunerne ned mod Brighton-forsvareren, som kom på banen fra start af anden halvleg i den forlængede spilletid.
Og forhistorien her er altså, at det var Gaetan Bong, som i sidste sæson anklagede West Bromwich Albion-angriberen Jay Rodriguez for at have udtrykt sig racistisk under et opgør mellem de to klubber i Premier League.
Det engelske fodboldforbund fandt ikke anklagen mod englænderen bevist, og Rodriguez fastholdt, at han ikke var kommet med nogen reference omkring race men i stedet havde sagt til Gaetan Bong, at hans ånde stank.
Nu invitererer Brighton-manager Chris Hughton forbundet (FA) til at kigge på situationen fra onsdag aften.
-Jeg hørte dem (tilråbene, red.), det var svært ikke at gøre. Det er ikke rart. Én ting som fodbolden har gjort rigtig godt er at samle op på de ting, man er nødt til, siger Chris Hughton ifølge Daily Mail.
-Den oprindelige sag blev håndteret rigtig godt af FA, den er lagt bag os, men desværre hører vi ind imellem ting, der er unfair.
-Det bliver andres ansvar. Det er op til vores sports myndigheder at håndtere. Gaetan er en ærlig og respektabel person, siger Chris Hughton desuden.
Du kan se og høre, hvordan det gik for sig, da Gaetan Bong blev skiftet ind for Brighton & Hove Albion i aftes i videoklippet her.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk









