Gå til hovedindhold

Holland vil forbi Danmark og gå hele vejen ved EM

Frank de Boer mener før ottendedelsfinale mod Tjekkiet, at Holland har kvalitet til at gå hele vejen ved EM.

Danmark snuppede lørdag den første kvartfinalebillet ved EM ved at slå Wales med hele 4-0. Søndag aften bliver det så afgjort, om modstanderen i kvartfinalen på lørdag bliver Holland eller Tjekkiet.

Holland, der gjorde rent bord med tre sejre i gruppespillet, har ikke bare ambitioner om at blive Danmarks næste modstander, men har planer om at gå hele vejen i turneringen efter at have misset EM i 2016 og VM i 2018.

-Vores mål er ikke blot at nå finalen, men også at vinde den. Først da kan turneringen betegnes som en succes for os, siger træner Frank de Boer.

-Men der er seks-syv andre hold, der har det på samme måde, og de har også kvalitet. Så det bliver ikke nemt at blive europamester, men jeg mener, at vi har kvaliteten til det.

Efter at have slået Ukraine, Østrig og Nordmakedonien i gruppespillet venter nu Tjekkiet, der slog Skotland, spillede uafgjort mod Kroatien og tabte til England.

-Traditionelt set har vi svære kampe mod Tjekkiet, siger Frank de Boer, der særligt har respekt for angriberen Patrik Schick, som scorede fra banens midte mod Skotland.

-Jeg tror ikke, at nogen kommer til at score et bedre mål ved EM. Det var verdensklasse. Han er en dygtig angriber, men vi kommer ikke til at forsvare anderledes mod ham. Vores forsvarsspillere skal være 100 procent fokuserede, men ikke kun på ham.

Holland vandt EM tilbage i 1988, og siden er det blevet til tre semifinalepladser i 1992, hvor holdet tabte til Danmark, samt i 2000 og 2004.

/ritzau/

Du kan se kampen mellem Holland og Tjekkiet i aften klokken 18.00 på Viaplay og TV3+ - vi bager op de samme to steder allerede fra klokken 17.00, hvor der også er seneste nyt fra den danske landsholdslejr.

Andre gode nyheder