Højbjerg hyldes på nettet: 'Det er derfor, jeg skal have dit navn på trøjen'
Af: Christian Winther Johansen
Hvordan bliver man en fanfavorit på et halvt år? Vær som Pierre-Emile Højbjerg.
Den danske midtbaneslider høstede allerede roser for sit spil i Southampton, men siden skiftet til Tottenham er kurven blot fortsat en vej for Pierre-Emile Højbjerg.
Tottenhams midtbaneslider har været blandt de bedste for sit hold i denne sæson - men også uden for kridtstregerne er der jubel over danskerens opførsel.
Natten til onsdag var Højbjerg et smut på Twitter, hvor han svarede på Josh Dasilvas undskyldning for det røde kort, han fik for at stemple netop Pierre-Emile Højbjerg i tirsdagens Carabao Cup-kamp mellem Tottenham og Brentford.
Tottenham vandt kampen 2-0 og er i finalen, og Pierre-Emile Højbjerg har med sit svar til Josh Dasilva tydeligvis også vundet Twitter.
'Selvfølgelig mente du det ikke. Så bare rolig. Jeg er en viking, og jeg har det fint. Men.. du skylder mig en ny benskinne. Du har en strålende fremtid foran dig, Josh Dasilva. Vær stræk og klø på. Held og lykke til dig og dit hold,' skrev Pierre-Emile Højbjerg.
Tweetet er liket mere end 75.000 gange, og kommentarer er væltet ind fra folk, der kalder Højbjerg for 'den bedste signing i årevis', 'en kriger', 'vores næste anfører - og selv folk, der hader Tottenham, har svært ved ikke at synes om ham.
Tjek herunder et udpluk af nogle af de bedste kommentarer. Og husk, at du i aften kan følge med, når Tottenhams finalemodstander i Carabao Cup findes. Manchester United-Manchester City mødes i den anden semifinale klokken 20.45 - følg kampen på Viaplay.
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@nentgroup.com










