Hjulmands Leverkusen får endnu et tilbageslag i toppen
Af: Ritzau
Kasper Hjulmands Bayer Leverkusen blev slået 0-1 af Hoffenheim og tabte terræn i toppen af Bundesligaen.
Bayer Leverkusen led andet nederlag i træk i Bundesligaen, da Kasper Hjulmands tropper tabte 0-1 på udebane til Hoffenheim.
Leverkusen kæmper for at etablere sig i toppen af den tyske liga efter en periode med svingende resultater, og nederlaget mod en af dets nærmeste konkurrenter gør ondt på placeringen.
Holdet tabte 1-4 i sidste runde til Stuttgart og havde derfor håbet på at rejse sig mod Hoffenheim.
Leverkusen ligger i øjeblikket på sjettepladsen i Bundesligaen. Hoffenheim strøg imidlertid frem i tabellen med de tre point og indtager tredjepladsen bag Dortmund og Bayern München.
Der skulle ikke gå mere end ni minutter, før Hoffenheim kom på tavlen med et smukt mål. Hollandske Wouter Burger udnyttede et frispark fra en skarp vinkel. Afslutningen overraskede Leverkusen-keeper Mark Flekken, og kuglen fløj op i venstre målhjørne.
Hovedpinen for Hjulmand blev efter knap en times spil større, da Flekken blev skadet og måtte tages ud af kampen.
Hoffenheim havde flere store chancer og var tættere på 2-0-målet, end Leverkusen var på at udligne. Leverkusen måtte dermed tage endnu et nederlag.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk

