Gå til hovedindhold

Highlights: Chelsea fik gang i offensive esser i Rusland

Af: Ritzau

Chelsea var i aktion samtidig i gruppe E, og det gik, som London-holdet havde håbet.

I hvert fald kunne holdet tage alle tre point med hjem fra udekampen mod russiske Krasnodar efter en sejr på 4-0.

Hjemmeholdet kæmpede dog ihærdigt, og frem til 2-0-målet et kvarter før tid kunne Krasnodar med rette også gøre sig forhåbning om at få point ud af anstrengelserne. Først til sidst var der klasseforskel på holdene.

Der skulle et målmandsdrop til at sende Frank Lampards mandskab i gang ni minutter før pausen. Målmand Matvey Safonov lod på mærkværdigvis en ellers halvsløj afslutning fra Callum Hudson-Odoi gå ind under sig.

Forinden havde Chelsea-italieneren Jorginho brændt et straffespark. Da Chelsea fik et nyt straffespark i anden halvleg, var det i stedet tyske Timo Werner, som fik lov til at sparke, og han scorede med et hårdt spark.

Nyindkøbet Hakim Ziyech gjorde det til 3-0 og scorede dermed sit første mål siden skiftet fra Ajax, mens Christian Pulisic satte trumf på med kampens sidste mål.

Chelsea topper gruppen med fire point for to kampe. Krasnodar, Sevilla og Rennes har alle et point. De to sidstnævnte mødes dog senere onsdag.

Du kan se højdepunkterne fra opgøret i videoen her over.

Andre gode nyheder