Hareide forhandler med andre end DBU

Af: Ritzau
Norske Åge Hareide fremstår som klar favorit til at blive ny dansk landstræner.
Den melding kom onsdag morgen fra flere danske medier, og TV3 SPORT erfarer ligeledes, at den nuværende Malmö- og tidligere Rosenborg- og Brøndbytræner rent faktisk er topfavorit til jobbet efter Morten Olsen.
Endnu er intet dog skrevet under eller forhandlet færdigt, men TV3 SPORT erfarer, at der har været dialog mellem DBU og Åge Hareide, men at der på grund af den uafklarede situation i forhold til Danmarks eventuelle EM-deltagelse og dermed en uafklaret startdato på jobbet, ikke har været helt konkrete forhandlinger omkring en endelig aftale.
Åge Hareide har dog også andre muligheder end et job i Danmark.
TV3 SPORT er således vidende om, at han også har ført en dialog med det svenske fodboldforbund og landstrænerjobbet i Sverige, ligesom han har tilbud fra både Qatar og Kina.
I forhold til Hareides engagement i Malmö FF ligger det dog fast, at han stopper som træner i den svenske Champions League-klub.
Hvis han opsiger sin aftale inden årets udgang, er han fri til at overtage et andet job, og i og med at Malmö FFs svenske sæson først begynder i april, har klubben også tid til at finde en afløser.
TV3 SPORT forsøger at få en kommentar fra Åge Hareide selv.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









