Gigantisk skulderklap og roser til Marcondes efter debut for Brentford - se highlights her
Af: Peter Schulz
Emiliano Marcondes får pæne ord med på vejen fra fans og presse efter sin debut i engelsk fodbold i weekenden.
Han fører både topscorerlisten og assistmagerlisten i Alka Superligaen efter afslutningen på efterårssæsonen, men nu gør Emiliano Marcondes sig i engelsk fodbold.
Lørdag debuterede den nu tidligere FC Nordsjælland-stjerne for sin nye klub Brentford, da holdet spillede i tredje runde af FA Cuppen mod Notts County.
22-årige Emiliano Marcondes spillede samtlige 90 minutter i opgøret, som Brentford endte med at tabe 0-1 på en flot langskudsscoring af den tidligere Premier League-spiller Jon Stead.
Og selv om the Bees tabte og dermed er ude af årets FA Cup-turnering, er den danske offensivspiller efterfølgende blevet fremhævet for sin præstation i den første optræden i engelsk fodbold.
Brentfords fans kårede nemlig Emiliano Marcondes som kampens bedste spiller - med 27 procent af stemmerne - ifølge klubbens officielle website.
Her henviste angriberen den populære holdkammerat Alan Judge, der gjorde comeback efter næsten to års pause på grund af et dobbelt benbrud, til andenpladsen.
Emiliano Marcondes var endda tæt på at få en decideret drømmedebut, da han smækkede et hovedstød på stolpen i tillægstiden i anden halvleg.
Også i den lokale presse er der blevet lagt mærke til Emiliano Marcondes' begyndelse.
-Emiliano Marcondes fik sin første start, og han skuffede ikke med sin præstation, da han efterlod et godt indtryk af sig selv, skriver getwestlondon.co.uk om kampen under underoverskriften 'lovende debut'.
-Han var ikke bleg for at ofre sig og bruge sin fysik for holdet, og det gav et godt første indtryk.
-Der var tider, hvor han ikke så ud til at være helt fuldstændig på bølgelængde med sine holdkammerater, men det er noget, der kun vil blive videreudviklet efterhånden som han spiller mere på holdet.
-Men han har helt sikkert en rigtige indstilling og et ønske om at blive en succes på Griffin Park, som vil gøre ham populær blandt fansene, tilføjer man.
Emiliano Marcondes og Brentfords kommende opgave er en kamp mod bundholdet Bolton Wanderers på hjemmebane på lørdag.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk




