Gå til hovedindhold

Gensyn med polsk dommer for tre danske spillere

For tre af spillerne i Kasper Hjulmands trup bliver der et gensyn med dommeren i lørdagens kamp mod Frankrig i VM-slutrunden.

Af Frits Ahlstrøm  

Simon Kjær, Christian Eriksen og Martin Braithwaite var med 22. maj 2014, da Szymon Marciniak dømte venskabskampen mellem Ungarn og Danmark i Debrecen. Det blev 2-2 med Christian Eriksen og Lasse Schöne som danske målscorere.

Szymon Marciniak (født 7. januar 1981) indledte sin dommerkarriere i 2001, mens han stadig selv spillede fodbold. Fem år senere blev han dommer på heltid og i 2011 udnævnt til FIFA-dommer.

Indtil nu har han dømt flere end 200 kampe i Ekstraklasa; den bedste polske række.

Szymon Marciniak dømte tre kampe i EM-slutrunden i Frankrig i 2016 (Spanien mod Tjekkiet, Island mod Østrig og Tyskland mod Slovakiet). To år senere blev det til to kampe i VM-slutrunden i Rusland (Argentina mod Island og Tyskland mod Sverige).

UEFA har tildelt polakken mange opgaver i sine turneringer for klubhold, blandt andet Super Cup-finalen mellem Real Madrid CF og Club Atlético de Madrid i 2018.

FIFA har til lørdagens kamp mellem Argentina og Mexico valgt italieneren Daniele Orsato, der leverede en overbevisende indsats som dommer i åbningskampen mellem Qatar og Ecuador.

Også brasilianeren Wilton Sampaio får sin anden optræden i slutrunden i Qatar, eftersom han skal dømme Polen mod Saudi Arabien.

Daniel Siebert fra Tyskland får ligesom Szymon Marciniak sin første kamp i turneringen. Han er udpeget til at dømme Tunesien mod Australien.

Andre gode nyheder