Fransk storklub vil snuppe Man City-assistent

Af: Ritzau
Marseille har udset sig Patrick Vieira som ny cheftræner efter kollapset under Marcelo Bielsa i dette års titeljagt.
Marseille startede fantastisk, men siden er hjulene faldet af og sæsonen kørt af sporet for den franske storklub, der har Marcelo Bielsa som cheftræner.
Nu har Marseille-ledelsen så udpeget et førstevalg som afløser for chileneren, og han hedder Patrick Vieira. Det rapporterer i hvert fald Manchester Evening News.
Patrick Vieira, som havde en stor karriere som aktiv hos Arsenal, Inter, Juventus og Manchester City, er i dag manager for reserveholdet hos sidstnævnte.
Og her har man ifølge avisen ingen intentioner om at slippe den franske stjerne.
Patrick Vieira, som er 38 år gammel, har været i gang med sin træneruddannelse under UEFA siden sit karrierestop i 2011.
Marseille ligger netop nu placeret på femtepladsen i Ligue 1 med 57 point efter 34 af 38 spillerunder. Det er 14 point færre end topholdet Paris Saint-Germain.
De hvide har tabt de seneste fire ligakampe på stribe; senest blev det 3-5 på hjemmebane mod nedrykningstruede Lorient.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









