Af: Peter Schulz
Fransk skandaledommer er kåret som årets bedste af kollegerne i Ligue 1 og Ligue 2.
Det vakte international opsigt. da dommeren i Ligue 1-kampen mellem Nantes og Paris Saint-Germain i januar leverede en hævnakt mod en spiller.
Tony Chapron, 46, sparkede ud efter Diego Carlos fra Nantes, og det skabte naturligvis masser af overskrifter og furore i fransk fodbold.
Og Tony Chapron - som allerede tidligere på sæsonen havde meldt ud, at han stoppede sin karriere som dommer denne sommer - blev suspenderet af det franske fodboldforbund ovenpå den dramatiske episode, som du selvfølgelig kan se i videoklippet herover.
Men nu har dommerkollegerne i Ligue 1 og Ligue 2 i en afstemning kåret Tony Chapron som årets bedste dommer i fransk topfodbold.
Nej, det er ikke en joke.
Således fortæller avisen Le Parisien, at Tony Chapron modtog 31 procent af stemmerne.
Tony Chapron står til at modtage hæderen den 13. maj i forbindelse med den franske spillerforenings årlige awardshow.
Men ifølge avisen kan kåringen af Tony Chapron ende med at blive aflyst, fordi man fra ledelseshold angiveligt gerne vil undgå yderligere ballade omkring den kontroversielle situation.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










