Gå til hovedindhold

Vilde jubelscener: Napoli vender 0-1 til sejr dybt inde i tillægstiden

Af: Ritzau

Det kan man da kalde at gå amok.

Napoli levede livet farligt søndag, og der skulle et mål i overtiden til at sikre en 2-1-sejr hjemme over Chievo.

Dermed nåede Napoli op på 71 point på andenpladsen i Serie A, hvor Juventus topper med 81 point.

Det så længe ud til, at Napoli skulle smide point bagud 0-1, og udligningen faldt først i det 89. minut.

Juventus og Napoli har i store dele af sæsonen skilt sig ud i toppen, og de to klubber er alene om at kæmpe om det italienske mesterskab.

Efter 50 minutter blev Dries Mertens den store synder, da belgieren misbrugte et straffespark, og i stedet var det gæsterne, der kom foran 1-0.

Der var spillet 73 minutter, da Mariusz Stepinski køligt sparkede Chievo foran, og føringen holdt til det 89. minut.

Napoli var godt på vej til at smide vigtige point i topstriden, men så sendte Lorenzo Insigne en lang bold frem i feltet, og Arkadiusz Milik dirigerede den flot i mål med hovedet til 1-1.

Napoli pustede lidt ud, men hjemmeholdet kunne langt fra være tilfreds med blot et enkelt point.

Sådan endte det da heller ikke, for langt inde i overtiden fik Napoli hjørnespark, og bolden dumpede ned foran Amadou Diawara, der bankede den i mål og sikrede den forløsende sejr, der sørgede for, at der er fire point op til Juventus.

Der resterer syv runder i ligaen.

Andre gode nyheder