Gå til hovedindhold

Forhåbentligt får Messi ikke samme hyldest i USA som Pelé

Af: Frits Ahlstrøm

USA er blevet et oplagt marked for flere og flere europæiske og sydamerikanske spillere.

Tidligere valgte mange af dem nogle sæsoner ’over there’ som en eventyrlig afslutning på deres karriere; nu tager de afsted, mens de stadig er på toppen og har ambitioner.

Lionel Messi og Teemu Pukki er de seneste eksempler.

Den argentinske verdensmester med 103 mål i 175 landskampe skrev forleden kontrakt med Inter Miami FC, og i dag indgik Teemu Pukki med 38 mål i 112 landskampe for Finland en aftale med Minnesota United FC i Major League Soccer.

Inter Miami FC har hårdt brug for Lionel Messi. For to dage siden tabte klubben 4-1 til Philadelphia Union med den tidligere Brøndby-spiller Mikael Uhre og er nu på 15. og sidstepladsen i Eastern Conference.

Lionel Messi og Teemu Pukki tilslutter sig dermed en række af fodboldens store legender, som har sat deres præg på den europæiske form for fodbold i USA.

Pelé var den første. Da han 21. juni 1975 debuterede for New York Cosmos i en kamp mod Boston Minutemen på udebane, var der 20.000 tilskuere – på et stadion med en officiel kapacitet på 12.500.

Da den brasilianske superstar blev udskiftet 11 minutter før tid, stormede flere tusinde fans ind på banen for at hylde ham. Nogle tog hans støvler; andre hans trøje. Midt i dette kaos pådrog Pelé sig en mindre knæ-og ankelskade, så han måtte transporteres til omklædningsrummet på en båre.

Pelé (med 77 mål i 92 landskampe for Brasilien) præsterede 66 mål i 107 kampe for New York Cosmos fra 1975 til 1977 og hjalp klubben til at vinde mesterskabet to gange.

Franz Beckenbauer (103 landskampe og 14 mål for Tyskland) lavede 23 mål i 132 kampe for Cosmos; fordelt på to perioder (1977-80 og 1983). Han opnåede også at vinde mesterskabet to gange.

David Beckham (115 landskampe og 17 mål for England) var fyldt 32 år, da han i 2007 kom til Los Angeles Galaxy fra Real Madrid CF. I de 5½ år lavede han 20 mål i 118 kampe for Galaxy. I sine første to år i Californien bevarede han sin plads på det engelske landshold.

Thierry Henry (123 kampe og 51 mål for Frankrig) var også 32 år, da han i 2010 begyndte sit 4½ lange ophold i Red Bulls New York. Udover 52 mål i 135 kampe præsterede han flere assists end nogen anden spiller i klubbens historie – hverken før eller siden.

Gareth Bale (111 landskampe og 41 mål for Wales) havde ikke tilnærmelsesvis en lige så lang og glorværdig karriere i Los Angeles FC. I 2022 blev det kun til 3 mål i 13 kampe.

Men det sidste af dem vil blive husket for altid, eftersom det er den seneste scoring nogen sinde i Major League Soccer. Han udlignede til 3-3 mod Philadelphia Union med Mikael Uhre i det 128. minut – altså i det 8. minut i tillægstiden i den forlængede spilletid – i finalen om mesterskabet. Hvorpå det blev til en sejr på 3-0 i straffesparkskonkurrencen.

Johan Cruyff (48 landskampe og 33 mål for Holland) havde også stadig verdensklasse, da han i sidste halvdel af 1970erne scorede 60 gange i 105 kampe for Los Angeles Aztecs og Washington Diplomats.

Andre fortjener at blive nævnt i den parade af verdensstjerner, der har kastet glans over soccer i Staterne; for eksempel Giorgio Chinaglia, Carlos Alberto, George Best, Gerd Müller, Eusébio, Zlatan Ibrahimović, David Villa, Steven Gerrard, Frank Lampard, Andrea Pirlo og Wayne Rooney.

Det forventes, at Lionel Messi får sin debut for Inter Miami FC 23. juli mod mexicanske Cruz Azul FC i den pokalturnering, som Det nord-og mellemamerikansk Fodboldforbund (CONCACAF) står for.

Forhåbentligt er sikkerhedsforanstaltninger bedre end da Pelé debuterede, så Lionel Messi ikke risikerer en tilsvarende skæbne.

Andre gode nyheder