Gå til hovedindhold

For 48 år siden ignorerede FIFA et blodbad og gennemførte en VM-kamp

For 48 år siden ignorerede FIFA et blodbad og gennemførte en VM-kamp

Det polske Fodbold Forbund har meddelt FIFA, at deres landshold på grund af invasionen i Ukraine under ingen omstændigheder vil spille mod Rusland.

Af Frits Ahlstrøm

De to nationer skal ifølge planen møde hinanden 24. marts i en VM-kvalifikationskamp i Rusland. Vinderen skal fem dage senere – også på hjemmebane – spille mod vinderen af Sverige og Tjekkiet i Stockholm om en plads i VM-slutrunden i Qatar.

Sverige og Tjekkiet har – ligesom Danmark, England, Norge, Polen og Wales – sagt nej til at spille mod Rusland.

FIFA har i første omgang bestemt, at det russiske hold skal spille under neutralt flag og på neutral grund.

Det gør ingen forskel for DBU.

-I den nuværende situation er Rusland en stat, som har foretaget en uhørt aggressiv invasion af et frit og uafhængigt Ukraine, udtaler DBU’s administrerende direktør Jakob Jensen. Det giver ingen mening at spille mod Rusland.

FIFA har én gang oplevet, at et land har nægtet at spille en VM-kvalifikationskamp – i efteråret 1973, da Chile skulle møde Sovjetunionen om en plads i slutrunden i Vesttyskland året efter.

De mødtes i Moskva 26. september (og spillede 0-0) umiddelbart efter at general Augusto Pinochet med støtte fra USA gennemførte et militærkup og overtog magten fra den marxistiske Salvador Allende, der var blevet valgt til præsident på demokratisk vis i 1970.

Juntaen arresterede Salvador Allende og tusindvis af hans tilhængere og spærrede dem inde på Estadio Santiago de Chile i hovedstaden, hvor de blev tortureret. Det skønnes, at omkring 3.000 mistede livet.

Salvador Allende døde i den forbindelse, men der er usikkerhed om hvorvidt han blev myrdet eller ej. En chilensk domstol med støtte fra internationale eksperter nåede frem til, at han havde skudt sig selv med en automatriffel. Allende efterlod sig kone og tre døtre.

Det var i denne arena, det nationale stadion, returkampen mellem Chile og Sovjetunionen skulle spilles 21. november. Sovjetunionen foreslog, den blev flyttet til en anden by i Chile, men det afviste FIFA.

Da FIFA fastholdt sin beslutning, blev russerne væk. Kampen varede 30 sekunder – fra det øjeblik, den østrigske dommer Erich Linemayr fløjtede den i gang til den chilenske anfører Francisco ’Chamaco’ Valdés sendte bolden i det tomme mål – og Erich Linemayr afblæste den.

Der var 15.000 tilskuere (og angiveligt 7.000 politiske fanger indespærret under tribunerne).

FIFA tilkendte Chile en sejr på 2-0.

Spilleplanen for de resterende play-offs med henblik på tre pladser i VM-slutrunden i Qatar ser således ud:

Gruppe A

  1. marts

Wales mod Østrig i Cardiff

Skotland mod Ukraine i Glasgow

  1. marts

De to vindere mødes i Cardiff eller Wien

Gruppe B

  1. marts

Rusland mod Polen (på neutral bane)

Sverige mod Tjekkiet i Stockholm

  1. marts

De to vindere mødes på neutral bane eller i Chorzow

Gruppe C

  1. marts

Portugal mod Tyrkiet i Porto

Italien mod Nordmakedonien i Palermo

  1. marts

De to vindere mødes i Porto eller Konya

Hvis FIFA vælger at gentage sin beslutning for godt 48 år siden, bliver Rusland erklæret for vinder mod Polen og dernæst også i kampen mod vinderen af Sverige og Tjekkiet; dog med den forskel, at russerne tildeles sejre på 3-0.

Polakkerne og svenskerne ændrer ikke deres holdning.

Det fastslår den polske anfører Robert Lewandowski:

-Vi kan ikke bare lade som ingenting.

Den polske landsholdsmålmand Wojciech Szczesny, der spiller for Juventus, har skrevet på Twitter:

-Min hustru er født i Ukraine. Der er ukrainsk blod i min søns årer. En del af min familie befinder sig stadig i Ukraine. Mange af mine ansatte er ukrainere, og de er alle pragtfulde mennesker. At se på deres ansigter hvordan de lider og frygter for deres land, gør det klart for mig, at jeg ikke kan forholde mig passiv og foregive, at intet er sket. I det øjeblik, Putin invaderede Ukraine, erklærede han ikke kun krig mod Ukraine, men alle de værdier, Europa står for. Frihed, uafhængighed og først og fremmest fred.

Andre gode nyheder