For 100 år siden var der 200.000 til finalen på Wembley

Af Frits Ahlstrøm

Ved den lejlighed blev der sat en rekord, som aldrig bliver slået.

Det officielle tilskuertal var 126.047, svarende til det antal billetter, der var blevet trykt og betalt for. Men politiet skønnede, at flere end 200.000 tilskuere så Bolton Wanderers FC mod West Ham United FC.

De foregående tre finaler – de første efter afslutningen på 1. Verdenskrig – var alle blevet spillet på Stamford Bridge, hjemmebane for Chelsea FC, som på det tidspunkt havde en tilskuerkapacitet på omkring 100.000. Der var ikke udsolgt til nogen af dem:

1920: Aston Villa FC – Huddersfield Town FC 1-0 (50.018)

1921: Tottenham Hotspur FC – Wolverhampton Wanderers 1-0 (72.805)

1922: Huddersfield Town FC – Preston North End FC 1-0 (53.000)

Så det var med en vis betænkelighed, Det engelske Fodbold Forbund (The FA) flyttede finalen til Wembley, der var blevet færdigbygget et år tidligere end planlagt. For at undgå for mange tomme pladser reklamerede The FA massivt for finalen.

Men Wembley havde en dragende magi på alle fodboldfans uanset deres tilhørsforhold. Medierne rapporterede på kampdagen, at 5.000 personer ville tage turen med tog fra Bolton til London og slutte sig til mindst 115.000 fra alle dele af hovedstaden.

Det var nemt at komme til Wembley med offentlige transportmidler. Desuden var vejret godt. Det viste sig, at 241.000 havde købt billet til undergrundsbanen. Dertil kom de titusindvis af fans, der rejste uden billet, tog bussen eller spadserede de 25 km fra byen til det imponerende stadion med tvilling-tårnene.

Pathé News havde uden held forsøgt at købe rettighederne til at filme begivenheden. Så de sendte en fotograf forklædt som West Ham-tilhænger, iført falske briller, et falsk overskæg og et kamera skjult i en hammer lavet af pap.

Kongen nægtede

Portene til Wembley blev åbnet klokken 11:30 lokal tid; altså 3½ time før kickoff. Alt forløb stille og roligt i halvanden time, men så steg presset på tælleapparaterne så meget, at myndighederne klokken 13:45 besluttede at lukke portene. Det hjalp dog ikke; tværtimod. Tusindvis – med eller uden billetter – tiltvang sig adgang og skabte kaotiske scener.

Fans blokerede alle veje til Wembley; også for bussen med spillerne fra Bolton Wanderers, så de måtte gå den sidste halvanden km.

Da Kong Georg V ankom klokken 14:45, blev han rådet til at vende tilbage til Buckingham Palace, men det nægtede han.

The FA og stadionledelsen havde overvejet at aflyse finalen, men frygtede konsekvenserne af en sådan beslutning – i form af uoverskuelige reaktioner fra vrede tilskuere. Så tanken blev opgivet. West Ham foreslog at reducere opgøret til en venskabskamp og spille selve finalen dagen derpå. Først i pausen – da Bolton førte 1-0 – fik de at vide, de var i gang med den egentlige finale.

Med kongens ankomst faldt der ro over gemytterne. Samtidigt forsøgte ridende politibetjente, deriblandt George Scorey, at genne flere tusinde tilskuere væk fra banen. Han red på en grå hingst, Billie, men da alt billedmateriale dengang var i sort og hvid, faldt Billie mest i øjnene som det definerende image på finalen, der siden ofte er blevet omtalt som ’The White Horse Final’.

Tilskuerne, der entusiastisk sang med på ’God Save The King’, trak sig langsomt tilbage, og klokken 15:10 kunne spillerne sammen med dommeren David Asson gå ind på grønsværen.

Stod som sild i en tønde

-Alt, hvad vi kunne se, da vi kom ud fra omklædningsrummene, var overliggerne på de to mål, har Boltons målmand Dick Pym fortalt.

Tilskuerne stod som sild i en tønde og så tæt på mål-og sidelinjer, at de angiveligt medvirkede til de mål, der sikrede Bolton Wanderers sejren på 2-0.

West Ham-forsvareren Jack Tresadern forsvandt i menneskemængden efter at have taget et indkast, så David Jack allerede i 2. minut uhindret kunne gøre det til 1-0 og udødeliggøre sit navn som alle tiders første målscorer på Wembley – i øvrigt med et så hårdt skud, at bolden ramte en tilskuer bag målnettet i hovedet og slog ham bevidstløs.

Pausen mellem de to halvlege blev reduceret til fem minutter, hvor spillerne blev på banen.

Da Jack Smith otte minutter efter pausen øgede til 2-0 på en centring fra venstre wing Ted Wizard, var det opfattelsen, at tilskuerne havde holdt bolden i spil.

-Den bedste aflevering, jeg modtog den dag, kom fra en tilskuer, erkendte Ted Wizard med typisk britisk humor. Jeg tog i øvrigt alle hjørnespark stående; der var ganske enkelt ikke plads til noget tilløb.

Jack Smith, den skotske angriber, husker finalen for andet end sit pletskud. Da han skulle tage et indkast, fik han et klap på skulderen, vendte sig om og opdagede, at det var hans bror, som han ikke havde set i seks år.

Det var et under, ingen mistede livet. Kun 900 kom til skade; og ingen af dem alvorligt. De fleste besvimede i trængslen.

Joe Smith som anfører modtog FA Cup’en fra Kong Georg V, og alle 22 spillere blev tildelt en guldmedalje.

De to hold i den historiske finale 28. april 1923:

Bolton Wanderers FC: Dick Pym, Bob Haworth, Alex Finney, Harry Nuttall, Jimmy Seddon, Billy Jennings, Billy Butler, David Jack, Jack Smith, Joe Smith, Ted Wizard – Manager: Charles Foweraker.

West Ham United FC: Ted Hutton, Billy Henderson, Jack Young, Sid Bishop, George Kay (anfører), Jack Tresadern, Dick Richards, Billy Brown, Vic Watson, Billy Moore, Jimmy Ruffell – Manager: Syd King.

Dagen efter finalen var Bolton Wanderers inviteret til frokost i Underhuset, og da holdet mandag aften vendte hjem med tog, tog det meste af byen imod spillerne, der præsenterede trofæet fra toppen af en dobbeltdækker.

Bolton vandt også FA Cup-finalen i 1926, 1929 og 1958, mens West Ham triumferede i 1964, 1975 og 1980.

Ingen af klubberne har vundet det engelske mesterskab i deres henholdsvis 149-og 128-årige historie.

Husk du kan se FA Cup-finalen mellem Manchester City FC og Manchester United FC på Viaplay lørdag 3. juni.