Gå til hovedindhold

Fodboldlandsholdet vinder sjældent EM-knockoutkampe

Af: Ritzau

Danmark har ikke vundet en knockoutkamp ved en EM-slutrunde siden 2-0-sejren over Tyskland i EM-finalen.

Lørdag aften spiller Danmarks herrelandshold i fodbold en EM-knockoutkamp for første gang i 17 år. Det er 29 år siden, at Danmarks senest vandt en kamp i knockoutfasen af et europamesterskab.

Her er de danske EM-knockoutkampe gennem tiderne:

  • 1964, semifinale, Danmark - Sovjetunionen 0-3:

Kun fire nationer deltog i tidernes anden EM-slutrunde, og derfor var Danmarks første kamp en semifinale mod de stærke sovjetter med legenden Lev Yashin på mål. Ham fik Danmark ikke passeret, mens tre bolde strøg ind bag Leif Nielsen i den modsatte ende. Danmark tabte siden bronzekampen 1-3 til Ungarn efter forlænget spilletid.

  • 1984, semifinale, Danmark - Spanien 1-1, nederlag efter straffesparkskonkurrence:

Danmark fik en suveræn start på semifinalen med Søren Lerbys fuldtræffer i det syvende minut. Sepp Pionteks mandskab forsvarede føringen frem til midten af anden halvleg, hvor Antonio Maceda udlignede. Der blev ikke scoret yderligere i åbent spil, og semifinalen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. Med hul i shortsene blev Preben Elkjær synderen for Danmark, da han høvlede sit straffespark langt over mål.

  • 1992, semifinale, Danmark - Holland 2-2, sejr efter straffesparkskonkurrence:

Henrik "Store" Larsen bragte to gange Danmark i front mod de forsvarende europamestre, men hollænderne svarede tilbage begge gange - anden gang med blot fem minutter tilbage af den ordinære spilletid. Danmark forsvarede sig frem til en straffesparkskonkurrence, der på mange måder er blevet ikonisk med Schmeichels redning på ultrafarlige Marco van Bastens forsøg, Hans van Breukelens mislykkede forsøg på at psyke de danske skytter og Kim Christoftes afgørende og småarrogante sejrsmål, der sendte Danmark i ekstase og EM-finalen. Henrik Andersens grimme knæskade skyggede dog for en del af glæden.

  • 1992, finale: Danmark - Tyskland 2-0.

Med en sidste kraftanstrengelse blev "de danske feriedrenge" udødeliggjort. John "Faxe" Jensen sørgede med en fra hans fod sjælden præcis afslutning for en dansk 1-0-føring på Nya Ullevi. I målet viste Peter Schmeichel verdensklasse med både en og begge hænder, Kent Nielsen lavede fodboldhistoriens måske bedste clearing, og til sidst ville skæbnen, at Kim Vilfort med et tørt spark bankede det sidste søm i de tyske verdensmestres kiste.

  • 2004, kvartfinale, Danmark - Tjekkiet 0-3.

Morten Olsens mandskab tog teten og lignede efter første halvleg det bedste bud på en vinder af kvartfinalen i Porto, men en giftig tjekkisk angrebsduo overrumplede Danmark i anden halvleg. Kort efter pausen stangede tometermanden Jan Koller tjekkerne i front, og midt i halvlegen var kampen afgjort, da lynhurtige Milan Baros i to gange på et par minutter snød René Henriksen, Martin Laursen og resten af Danmarks forsvar og sendte bolden ind bag Thomas Sørensen.

/ritzau/

Der er en kæmpe EM-dag, der venter lørdag. Sådan ser programmet ud på vores kanaler:

16.00: EM-studiet (Viaplay og TV3+)
17.50: Wales-Danmark (Viaplay)
20.00: EM-studiet (Viaplay og TV3+)
20.50: Italien-Østrig (Viaplay)
23.00: EM Goalshow (Viaplay og TV3+)

Og så er det ikke det eneste sport, du kan se frem til denne lørdag.

Klokken 15.00 kan du se Formel 1, hvor der er kvalifikation til Steiermarks Grand Prix på Viaplay og TV3+ - det er med optakt fra 14.30.

Og så er det i aften, at både Damir Hadzovic og Nicolas Dalby er tilbage i UFC-oktagonen. Du kan se med fra klokken 19.00 på Viaplay.

Andre gode nyheder