Fodboldfeber i Island som aldrig før

Af: Ritzau
Det islandske fodboldlandshold har vundet mange hjerter efter kvalifikationen til sommerens EM.
Island, som i aften spiller mod Danmark i MCH Arena i Herning, oplever for tiden en fodboldfeber uden lige i landets historie -- akkurat som vi danskere gjorde det i 1980'erne og i 1992.
Det skyldes, at det islandske landshold for første gang nogensinde har kvalificeret sig til en slutrunde; endda på overbevisende og imponerende vis med sejre over Holland, Tjekkiet og Tyrkiet hjemme på Laugardalsvöllur i Reykjavik.
-
Vi regner med, at 20.000 islændinge rejser til Frankrig i juni for at se vore tre kampe i den indledende gruppe, fortæller Ómar Smárason, pressechefen i Det islandske Fodbold Forbund, til TV3 SPORT.
-
De har i al fald bestilt de 3 x 10.000 billetter, UEFA mere eller mindre har lovet os.
Island skal spille mod Portugal i Saint-Etienne den 14. juni, Ungarn i Marseille den 18. juni og Østrig på Stade de France i Paris den 22. juni.
Manden bag holdet er først og fremmest den svenske cheftræner Lars Lagerbäck med Heimir Hallgrimsson som hans assistent. Det Island Fodbold Forbund vil gerne forlænge kontrakten med Lars Lagerbäck.
- Men vi har det problem, at vi allerede for længe siden lovede Heimir Hallgrimsson, at han efter EM-slutrunden skulle være chefen, bemærker Ómar Smárason.
Tv-stationer verden over har gæstet Island for at kunne fortælle den eventyrlige historie om, hvordan et land med omkring 330.000 indbyggere formåede at spille sig frem til EURO 2016.
Succesen har givet en gammel islandsk sang en renæssance.
-
Óðinn Valdimarsson lancerede den i 1997, fortæller Ómar Smárason.
-
Den hedder "Ég er kominn heim" -- det vil sige "jeg er kommet hjem". Alle kan den udenad, og den synges nu i forbindelse med vores landskampe, ikke kun i fodbold, men også basketball og håndbold.
KR Reykjavik, den mest vindende klub i Island, blev stiftet allerede den 18. februar 1899. Men det nationale forbund, Knattspyrnusamband Íslands, blev først grundlagt i 1947. Samme år -- den 17. juli -- spillede Island sin første officielle landskamp. Det var mod Danmark på en grusbane i Reykjavik, hvor Karl Aage Hansen, Kaj Christiansen og Jørgen Leschly Sørensen sørgede for en dansk sejr på 3-0.
Danmark har spillet 810 A-landskampe mod 83 nationer. 22 af dem har været mod Island, og de har givet 18 sejre og fire uafgjorte.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








