Gå til hovedindhold

Fodbold-træning erstattet med surfing samt Fish and Chips

Havluft, sand, surfing, fish and chips samt italiensk is som dessert var på menuen, da Fortuna Hjørring forberedte sig til Gjensidige Kvindeliga i bestræbelserne på at forbedre 4. pladsen i sidste sæson.

Af Frits Ahlstrøm

Cheftræneren Lene Terp havde erstattet træningen med en tur på stranden ved Hirtshals.

-Vi har en del nye spillere i truppen, forklarer Lene Terp. Og de lærer hinanden bedre at kende under forhold, der er meget andet end bare fodbold.

Mads Halle Bruun fra Surf og Natur instruerer spillerne i surfing. Foto: Fortuna Hjørring

På bølgerne ved Hirtshals lærte spillerne surf-kunstens grundelementer. Mads Halle Bruun fra Surf og Natur var instruktør og gav dem topkarakterer i motorik.

Spillerne fik en masse frisk luft på bølgerne og opbyggede samtidig deres fysik. Også det løse sand på stranden var en udfordring for dem.

-Det virkede som en leg, og spillerne morede sig da også, men først og fremmest blev de restitueret, banket mentalt sammen og fik testet deres fysik, bemærker Torben Vandsted, pressechef i Fortuna Hjørring.

-Det var en flok glade og trætte spillere, der rundede dagen af med spisning på Strandcafeen på Kystvejen, tilføjer Torben Vandsted.

Lene Terp, cheftræner i Fortuna Hjørring, inviterede sine spillere på Fish and Chips. Foto: Fortuna Hjørring

Programmet for premieren i Gjensidige Kvindeliga er:

Fredag 9. august

19:00: B.93 – HB Køge

Lørdag 10. august

13:00: AGF – OB Q
15:00: FC Nordsjælland – Kolding IF

Søndag 11. august

12:30: Brøndby IF – Fortuna Hjørring

FC Nordsjælland er forsvarende mester, mens B.93 og OB Q er oprykkere.

Andre gode nyheder