Fire kiksede straffespark mod tomt mål
Af: Ritzau
Det danske U/21-landshold har benyttet en del af pausen imellem de to kampe mod Tyskland i fredags og Ukraine i aften til at bakke op om FN’s globale mål for en bedre verden
Inspireret af blandt andre Christian Eriksen i Tottenham og hans holdkammerat Harry Kane samt Gareth Bale i Real Madrid har de praktiseret 'Dizzy Penalties' -- det vil sige udført et straffespark i rundtosset tilstand -- for yderligere at sætte fokus på FN's kampagne.
Det er der kommet mange morsomme episoder ud af som det fremgår af den video, DBU har lavet og videresendt til TV3 Sport.
Kenneth Zohore fra OB blev så ør i hovedet efter sine rundture med den ene hånd på en liggende bold, at han totalt mistede balancen i sit korte tilløb til den anden bold på 11-meter pletten og aldrig nåede frem til den.
De fire andre skytter var Lucas Andersen (som Ajax netop har udlejet til Willem II for resten af sæsonen og som agerede dommer og mikrofonholder i straffesparks-konkurrencen) samt Patrick Da Silva, Frederik Holst og Andrew Hjulsager fra Brøndby IF.
Kun én af de fem spillere scorede i det tomme mål.
FN skal på et topmøde i New York fra den 25. til den 27. september med deltagelse af ledere fra 193 nationer vedtage en ny global udviklingsdagsorden i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom, ulighed og udbredelse af HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme, reducere børnedødeligheden samt sikre skoleadgang for alle og en miljøvenlig og bæredygtig udvikling.
Målene er affødt af det løfte, 189 stats- og regeringschefer gav på Millenniumtopmødet ved FN's Generalforsamling i år 2000. Siden har fire lande tilsluttet sig den fælles dagsorden, som sætter mennesket i centrum for en global udvikling frem et ensidigt fokus på økonomisk vækst.
U/21-landsholdet med Casper Nielsen fra Esbjerg fB som dansk målscorer tabte 2-1 til Tyskland i Lübeck. Det var i den kamp, Niels Frederiksen debuterede som cheftræner.
I aften blev det derimod til en 3-1 sejr over Ukraine i Kijev. Og ved den lejlighed tog Kenneth Zohore revanche for sit mere end 'Dizzy Pnalty". Han scorede til 1-0. Lucas Andersen gjorde det til 2-1, mens det tredje danske pletskud blev noteret som et selvmål, da en ukrainer rettede bolden af på et indlæg fra Frederik Børsting fra AaB.
U/21-landsholdet spiller mod Wales og Bulgarien på Aalborg Stadion i oktober med henblik på at kvalificere sig til EM-slutrunden i Polen i 2017.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








