Gå til hovedindhold

FIFA-virus har ramt Real Madrid

FIFA-virus har ramt Real Madrid

Af: Ritzau

Der skal meget til at bringe Carlo Ancelotti ud af balance, og det er da heller ikke uden humor, han blot konstaterer, at en virus igen har ramt de fleste af hans spillere.

Den italienske cheftræner i Real Madrid omtaler den som FIFA-virussen og hentyder til, at klubben ifølge FIFA's regler skal frigøre spillere til landskampe.

Carlo Ancelotti har i denne uge kun seks spillere til rådighed til den daglige træning:

Álvaro Arbeloa, Fábio Coentrao, Nacho, Asier Illarramendi, Jesé og tredje-målmanden Fernando Pacheco.

De øvrige 14 spillere er optaget af landskampe og vender først tilbage til træningsanlægget Valdebebas på tirsdag i næste uge.

Fem af dem er i kvalifikationsturneringen til EM-slutrunden: Tyskland-Gibraltar og Portugal-Armenien på fredag, Spanien-Hviderusland dagen efter samt Belgien-Wales og Italien-Kroatien på søndag. Dertil kommer flere venskabskampe.

Den eneste af Carlo Ancelottis spillere, der skal på langtur, er 2. målmanden Keylor Navas, som Costa Rica har brug for til opgøret mod Uruguay i Montevideo på torsdag.

James Rodríguez skal være med i to kampe for Colombia, men de afvikles begge i Europa -- mod henholdsvis Australien i London og Slovenien i Ljubljana.

Mexico har sendt bud efter Javier "Chicharito" Hernández til kampene mod Holland i Amsterdam og Hviderusland i Minsk.

  • Jeg krydser fingre for, at de alle vender tilbage til Madrid uden skader, siger Carlo Ancelotti til det spanske sportsdagblad AS.

Andre gode nyheder