Gå til hovedindhold

FCM-træner: Et point i Brugge kan være et godt resultat

FCM-træner: Et point i Brugge kan være et godt resultat

Af: Ritzau

FC Midtjylland går efter sejren mod Club Brugge, men mindre kan måske gøre det, vurderer Jess Thorup.

FC Midtjylland fik en perfekt start på gruppespillet i Europa League med hjemmesejren på 1-0 over polske Legia Warszawa.

Den blev ikke dårligere af, at den store favorit i gruppe D, italienske Napoli, vandt hele 5-0 på hjemmebane over Club Brugge fra Belgien.

Dermed kan FCM allerede torsdag sætte Club Brugge langt tilbage med en sejr på Jan Breydel Stadion.

  • Som udgangspunkt går vi på banen for at vinde, men uafgjort kan vise sig at være et godt resultat.

  • Vi forventer at slås med Club Brugge og Legia om andenpladsen, da Napoli ikke bare vil vinde gruppen, men går efter at vinde hele turneringen, siger FCM-træner Jess Thorup.

Han har stor respekt for Club Brugge, der i sidste sæson slog Brøndby, FC København med AaB med sammenlagt 16-2 og siden nåede kvartfinalen i Europa League.

  • Vi ved, det er et svært sted at spille, og det er et stærkt hold. Flere danske hold har mødt dem med meget lidt succes til følge.

  • Det er et hold med megen international erfaring, og så har de en række individualister, der kan være svære at holde nede, lyder Thorups vurdering.

Han kan dog finde optimisme i sit holds gode udlæg på sæsonen. Ud over de europæiske meritter, der tæller en samlet sejr over Southampton, topper FCM Superligaen. Omvendt er Club Brugge kommet mere hakkende i gang med sæsonen.

  • Vi har fået en god start på sæsonen og er velforberedte, så vi tror på vores chance, selv om vi skal spille et svært sted, siger Jess Thorup.

Andre gode nyheder