FCM-døgnflue vil betale lønnen tilbage

Af: Ritzau
Harmeet Singh vil betale FC Midtjylland pengene tilbage for den tid, han nåede i klubben
Det blev til et ganske kort visit i FC Midtjylland for norske Harmeet Singh, der blev hentet på en fri transfer i vinter.
Blot 38 dage efter kontraktunderskrivelsen, var Singh fortid grundet personlige årsager.
Nu fortæller nordmanden så, at han som en tak for sidst til FC Midtjylland agter at betale sin løn tilbage til ulvene.
- Jeg betaler det beløb tilbage, som jeg fik i sign-on-fee som Bosman-spiller. Dette er mit ønske, og jeg betaler også det tilbage, jeg har fået i løn. Midtjylland har vist stor forståelse og hjulpet til for at løse sagen. Klubben har ikke haft udgifter på mig, siger Harmeet Singh til Romsdals Budstikke.
Han siger videre, at FC Midtjylland er en fantastisk klub, men de personlige årsager vejede altså tungere.
Harmeet Singh er vendt tilbage til Molde, hvor han også spillede inden skiftet til FC Midtjylland.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










