Gå til hovedindhold

FCK forhandler i Aalesund i dag

FCK forhandler i Aalesund i dag

Af: Ritzau

Norske medier rapporterede tirsdag om FC Københavns konkrete interesse i 23-årige Abderrazaq Hamed-Allah.

Og onsdag mener Sunmørsposten så at vide, at en delegation fra de danske mestre i dag gæster Aalesund for at forhandle om et køb af den farlige angriber, som i 2013 nettede 15 gange i 27 kampe og dermed blev nummer to på Tippeligaens topscorerliste.

Ifølge de norske medier kræver Aalesund og de investorer, der betalte for at hente Abderrazaq Hamed-Allah til Norge for en million euro for et år siden, nu 30 millioner norske kroner for at slippe angriberen.

Det beløb menes FC København ikke villige til at betale, men nu indleder de to parter så forhandlinger, der kan munde ud i et skifte for angriberen.

FC Københavns norske cheftræner Ståle Solbakken, som menes at være særdeles opsat på at få tilknyttet Abderrazaq Hamed-Allah til sin spillertrup, havde tirsdag ingen kommentarer til historien om, at københavnerne allerede har afgivet bud på marokkaneren.

Og Aalesund ønsker heller ikke at kommentere på historien om, at FC København i dag skal til møde i det norske.

FC København blev tirsdag også sat i forbindelse med den 21-årige argentinske midtbanespiller Franco Mussis fra Gimnasia La Plata fra den bedste række i hjemlandet. Han menes at komme til at koste de danske mestre omkring 10 millioner kroner.

De danske mestre overvintrer efter en skidt start i Superligaen, hvor man blot vandt én gang i de første otte spillerunder på tredjepladsen efter AaB og FC Midtjylland.

Andre gode nyheder