FCK-direktør om misset top-6: 'Det betyder enormt meget'
For første gang har FC København misset top-6 og mesterskabsspillet.
På nogle punkter betyder det nærmest intet for klubben - på andre betyder det enormt meget.
Det fortæller FCK-direktør Jacob Lauesen til Viaplays Søren Frederiksen.
-Hvis vi starter fra et regnskabsperspektiv, så betyder det faktisk ikke særlig meget. Det betyder ikke særlig meget, hvis vi når vores mål om at spille Europa League via en pokalfinale. Det er ikke dér, det store problem er, siger Jacob Lauesen.
-Det betyder selvfølgelig mere, hvis vi kommer i Conference League via playoff.
-Men for selvforståelsen betyder det enormt meget. Det er i virkeligheden langt mere for selvforståelsen i forhold til, hvad FC København er, at det betyder noget, end at det er i forhold til økonomien, fortsætter Lauesen.
I interviewet sætter FCK-direktøren også tal på den økonomiske forskel på at spille Europa League og Conference League, ligesom han afslører, at 'der ikke er nogen dage på kontoret, der er lige så sjove, som de plejer'.
Du kan høre hele interviewet med Jacob Lauesen i videoen øverst.
FCK spiller søndag klokken 14.00 mod OB i Odense.
Rasmus Vestergaard
Rasmus.Vestergaard@viaplaygroup.com








