FC Midtjylland render ind i nordmænd ved avancement
Af: Ritzau
Hvis FC Midtjylland slår Hibernian ud, venter norske Fredrikstad FK i næste Europa League-kvalifikationsrunde.
Der ligger norsk modstand og venter i tredje kvalifikationsrunde til Europa League, hvis FC Midtjylland spiller sig forbi skotske Hibernian.
I mandagens lodtrækning var det Fredrikstad FK, der røg op af bowlen som modstander til vinderen af opgøret mellem midtjyderne og skotterne.
Fredrikstad FK ligger aktuelt placeret i midten af den norske Tippeliga og sluttede i seneste sæson på en sjetteplads.
Holdet kvalificerede sig til Europa League ved at vinde den norske pokalturnering, NM Cup. Den titel kom i hus efter en finalesejr i straffesparkskonkurrence over Molde FK.
Før nordmændene venter i en mulig tredje kvalifikationsrunde, skal FC Midtjylland dog slå skotske Hibernian ud.
Hvis det ikke lykkes, ryger midtjyderne over i Conference League-kvalifikationen, som der trækkes lod til klokken 14. Her er Silkeborg IF og Brøndy IF også med i bowlen.
Hvis FC København flopper og ryger ud til FC Drita fra Kosovo i Champions League-kvalifikationen, venter taberen af opgøret mellem FCSB fra Rumænien og makedonske KF Shkëndija i Europa League-kvalifikationen.
/ritzau/
Thomas Thomasbergs mandskab kom haltende fra land søndag i 3F Superligaen, da det blev til 3-3 hjemme mod oprykkerne fra OB. Højdepunkterne fra det opgør finder du herover.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk




