FC København lader angriber gå

Af: Ritzau
Ståle Solbakken renser ud i truppen og sender unge Yones Felfel til FC Vestsjælland i den næstbedste række.
Andreas Cornelius leverede et bemærkelsesværdigt comeback i FC København-trøjen i går.
Ikke fordi han gjorde det store væsen af sig i reserveholdskampen mod Brøndby, men fordi comebacket efter den grumme ankelskade skete langt tidligere end forventet.
Med Cornelius på vej tilbage til førsteholdsfodbold og folk som Santander, Jørgensen og Pourié i truppen, ser muligheden for spilletid til unge Yones Felfel ret sort ud.
Det tager han og Ståle Solbakken ifølge tv3sport.dk's oplysninger senere i dag konsekvensen af og sender den unge, powerfulde forward til Slagelse.
Her står FC Vestsjælland klar med åbne arme og en toårig kontrakt til angriberen, som de også jagtede i januars transfervindue.
Sidste sæsons superliganedrykkere har i den grad brug for noget nyt blod til truppen efter en sommer, hvor den ene spiller efter den anden har forladt den økonomisk trængte klub.
19-årige Felfel nåede op på 10 officielle kampe for FC København -- med en enkelt scoring i pokalturneringen til følge.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






