FC Bayern køber tre brødre på 14, 12 og 9 år
Det er efterhånden blevet en del af dagsordenen i mange tyske klubber at skrive kontrakter med talenter så tidligt som muligt.
Af Frits Ahlstrøm
FC Bayern har netop hentet tre brødre i ungdomsafdelingen i 1. FSV Mainz 05: Ari på 14, Aviel på 12 og Alex Hentcho Nseke på 9 år. Der er lavet skriftlige aftaler med både dem og deres forældre.
Ari fortæller til fan-magasinet FCBinside, at FC Bayern München udover at betale et transferbeløb til Mainz 05 finansierer kost og logi for ham og hans to brødre på klubbens akademi samt dækker udgifterne til deres uddannelse.
Den 9-årige Alex regnes for at være et af de største tyske talenter i sin årgang og betegnes som et vidunderbarn.
I marts købte FB Bayern München – i hård konkurrence med Borussia Dortmund og Bayer 04 Leverkusen – den 13-årige Mike Wisdom i VfL Borussia Mönchengladbach; en handling, der affødte voldsom kritik fra fans, medier og eksperter.
Størstedelen af den angivelige købssum på 300.000 Euro (godt 2,2 millioner danske kroner) gik til teenagerens forældre.











