Gå til hovedindhold

FC Barcelona mindes ofre for terror med specielle trøjer

Af: Jonathan Hammershøi

Det bliver i sorg med oftene for torsdagens terror i Barcelona, at Messi og kompagni trækker i FC Barcelona-trøjen søndag.

Det er første kamp i sæsonen for FC Barcelona, når de søndag møder Real Betis på hjemmebane.

Men hvad der skulle have været en festdag for den spanske storklub bliver i stedet en dag, der i hvert fald starter med at være præget af den forfærdelige terroraktion, som fandt sted på La Rambla i det centrale Barcelona torsdag eftermiddag.

Angrebet, hvor mindst 14 indtil videre meldes dræbt, fandt sted på et af de mest befærdede områder i den spanske storby, og det markerer byens største fodboldhold med særlige detaljer på trøjen på søndag.

I stedet for at have spillernavne trykt på trøjerne, vil der stå "Barcelona" på alle spilleres trøjer over rygnummeret, skriver klubben på sin hjemmeside.

Der vil desuden stå #TotsSomBarcelona - oversat fra catalansk betyder det "Vi er alle Barcelona" - på brystet af trøjerne, hvilket klubben har fået speciel tilladelse til af RFEF, som er det spanske fodboldforbund.

Spillerne vil desuden bære sorte armbind.

Kampen kan følges søndag fra klokken 20.15 på Viaplay.

Andre gode nyheder