Gå til hovedindhold

Farmor på 83 til dansk-norsk fodboldfest

Farmor på 83 til dansk-norsk fodboldfest

Af: Ritzau

Når Mike Jensen i dag klokken 18:00 som anfører for Rosenborg BK løber ind på Lerkendal Stadion til kampen mod Sandefjord i Tippeligaen, er ni medlemmer af hans familie blandt tilskuerne.

Den 27-årige danske midtbanespiller har inviteret sine forældre, sin farmor på 83 år, sin faders tre brødre og deres hustruer til Trondheim, så de på samme tur kan opleve to af årets store nationale festdage.

Faderen er Henrik Jensen, der spillede 278 kampe for Brøndby IF i Alka Superligaen og siden blev cheftræner i klubben.

Den 17. maj er Norges officielle nationaldag til minde om underskrivelsen af grundloven i 1814. Den fejres med parader og optog over hele landet.

Norges Fotballforbund har samtidigt indført den 16. maj som fodboldens nationaldag.

Samtlige 21.166 billetter til kampen på Lerkendal er solgt.

  • Med undtagelse af Vålerenga mod Mjøndalen på Ullevaal i Oslo er der udsolgt til samtlige kampe, oplyser Harald Pedersen, pressechefen i Rosenborg BK, til tv3sport.dk.

Rosenborg BK deler efter 8 spillerunder førstepladsen i Tippeligaen med Stabæk. De har 19 point hver. Dernæst følger Odd Skien og Vålerenga med hver 14.

  • Vi tabte forleden 3-2 til oprykkerne fra Mjøndalen trods en 2-0 føring. Det var vort første nederlag i de seneste 18 turnerings-og pokalkampe, fortæller Mike Jensen til tv3sport.dk.

Mike Jensen trives fantastisk i Rosenborg BK, som han har lavet 13 mål for i 64 kampe i Tippeligaen.

  • Det er en exceptionelt godt organiseret klub beliggende i en vidunderlig by med en utrolig smuk natur. Men tilhængerne er vant til store resultater, så der er det samme store pres på os hver gang ligesom jeg oplevede det i min tid i Brøndby IF, siger Mike Jensen.

Rosenborg BK har deltaget i UEFA Champions League 11 gange, vundet det norske mesterskab 22 gange og pokalturneringen 9 gange.

  • Men vi har ikke vundet det nationale mesterskab siden 2010, så det er nærmest et krav, vi gør det i år, bemærker Mike Jensen.

I sine to første sæsoner i Rosenborg BK har Mike Jensen opnået tre sølvmedaljer; to i ligaen og én i pokalturneringen.

  • På Lerkendal er det ikke tilstrækkeligt, vi vinder. Siden succesen i UEFA Champions League med legendariske Nils Arne Eggen som cheftræner skal vi også spille underholdende. Hvis vi fører 2-0 og foretager en tilbagelægning, pifter tilhængerne, mens Nils Arne Eggen rejser sig og råber højlydt: "Det er ikke den form for fodbold, jeg har indført i klubben," fortæller Mike Jensen.

En af hans elever er den nuværende cheftræner, 40-årige Kåre Ingebrigtsen, der som aktiv spillede for Rosenborg BK i fire perioder og ved siden af opnåede 23 landskampe for Norge. Han påtog sig jobbet i juli 2014.

Mike Jensen overtog hvervet som anfører efter Tore Reginiussen, den tidligere OB'er, som allerede på 2. spilledag pådrog sig en akillesseneskade, der holder ham ude af spillet i yderligere mindst fire måneder.

  • Han er vor vigtigste spiller, siger pressechefen Harald Pedersen om Mike Jensen og fortsætter:

  • Det er også glædeligt at se, hvordan Tobias Mikkelsen er blomstret op.

Tobias Mikkelsen med en fortid i Lyngby Boldklub, Brøndby IF, FC Nordsjælland og Greuther Fürth i Bundesligaen skrev den 16. januar 2013 en fireårig kontrakt med Rosenborg. Han har scoret 10 gange i sine 60 kampe i Tippeligaen.

Den tredje dansker i klubben er den 21-årige kantspiller Emil Nielsen, som Rosenborg hentede i Roskilde FC i januar i år.

Kåre Ingebrigtesen er sikker på, Emil Nielsen også bliver værdifuld for klubben.

Udover Tore Reginiussen må Rosenborg BK i øjeblikket undvære 33-årige Morten Gamst Pedersen.

  • Han er netop blevet opereret for en lyskeskade. Det skete hos en kirurg i München, som i januar også opererede mig for en tilsvarende skade og gjorde mig i stand til at spille i løbet af tre-fire uger, siger Mike Jensen.

Morten Gamst Pedersen, der stammer fra Tromsø, lavede 35 mål i 288 ligakampe for Blackburn Rovers fra 2004 til 2013. Dernæst fulgte et halvt år i tyrkiske Kardemir Karabükspor inden han kom til Lerkendal i januar 2014. Han er noteret for 17 mål i 82 landskampe.

Andre gode nyheder