Fan sigtet for flaskekast til keeper - men pissede han i den først?
Af: Peter Schulz
En Middlesbrough-fan er anholdt og sigtet for at kaste en flaske ind på banen til modstandernes målmand. Men urinerede han i den først?
Det lyder virkelig klamt.
En fan af Middlesbrough er arresteret og sigtet for at have urineret i en flaske og dernæst have kastet den tilbage til Queens Park Rangers' keeper under et opgør mellem de to klubber lørdag eftermiddag.
Det rapporterer the Mirror.
Der eksisterer video, som du kan se her, af en episode, der åbenbart skal forestille at være situationen, hvor den pågældende fan skulle hælde lidt ekstra væske i flasken og kaster den tilbage.
I klippet kan man ikke se tydeligt, hvad der foregår, men man kan se flasken blive kastet tilbage til målmanden Alex Smithies fra QPR.
Ifølge avisen har fans på twitter meldt, at den pågældende fan blev smidt ud fra kampen, og politiet i London bekræfter overfor avisen, at man har anholdt og sigtet en mand for at have kastet en genstand ind på banen.
Det vides angiveligt ikke, om QPR-keeperen eller andre spillere senere drak af den pågældende flaske.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










