Gå til hovedindhold

Færøsk eventyr vækker opsigt verden over

Færøsk eventyr vækker opsigt verden over
Foto: HB Torshavn

Som millioner af drenge havde Hilmar Leon Jakobsen en drøm om at blive landsholdsspiller i fodbold.

Af Frits Ahlstrøm

Den blev knust, da han var 17 år.

-Min læge konstaterede, at jeg havde hoftedysplasi, en bygningsfejl, der kan udvikle slidgigt i hofteleddet, og han rådede mig straks til at holde op med at spille fodbold, fortæller Hilmar Leon Jakobsen til TV3 Sport.

Med lægens velsignelse satsede han i stedet på håndbold og gjorde det så godt, at han kunne hjælpe Færøerne til at besejre Schweiz, Israel og Finland og kvalificere sig til slutrunden om verdensmesterskabet for U/21-landshold i Algeriet, hvor færingerne åbnede med sejre over Chile og Sydkorea og sluttede som nummer 16 blandt 24 nationer.

-Det var en fed og uforglemmelig oplevelse, erindrer Hilmar Leon Jakobsen, der spillede for H71. Siden blev det til seks A-landskampe for højrehåndsspilleren som venstre back; senest i januar i år.

Da pandemien brød ud, og håndbold som de fleste indendørs idrætsgrene på Færøerne blev lukket ned samtidigt med, at han havde pådraget sig en skulderskade, der måske krævede en operation, genoptog Hilmar Leon Jakobsen fodbolden.

-I mellemtiden havde min krop og dermed også min hofte udviklet sig tilstrækkeligt til, at jeg uden risiko kunne spille lidt fodbold igen, forklarer Hilmar Leon Jakobsen. Jeg havde behov for motion og socialt samvær, men gjorde mig ingen tanker om fodbold på højt niveau.

Da Jan Laursen, træneren for 2. holdet i HB Tórshavn, inviterede ham til at spille med mod ærkerivalerne fra B 36, sagde han først nej tak, men lod sig overtale og scorede to gange.

Det affødte prompte en henvendelse fra Jens Berthel Askou, den danske cheftræner for klubbens 1. hold.

-Hans talent var oplagt, udtaler Jens Berthel Askou til TV3 Sport. Han er atletisk og har et dejligt venstrebensspark. Han minder lidt om Andreas Cornelius i stil og statur.

-Vi aftalte, at han tog en uge ad gangen og fulgte det specielle program, vor fysiske træner lagde for ham, tilføjer Jens Berthel Askou. Alt er gået over forventning, og han har ofte været kampafgørende, dels som afslutter, dels som chanceskaber; ikke mindst med sine lange indkast, der nærmest kan sammenlignes med hjørnespark og er blevet en godt våben for os.

HB gav ham i første omgang en kontrakt på seks måneder og forlængede den derpå for resten af året, hvor han med 12 mål og 5 assists i 16 kampe hjalp klubben til at vinde mesterskabet. Og i torsdags debuterede han på landsholdet i fodbold, som i en venskabskamp i Vilnius tabte 2-1 til Litauen.

-Hilmar var med fra start og kanonerede med et saksespark i tillægstiden bolden på trekant-sammenføjningen, hvorefter Gunnar Vatnhamar kunne score på riposten, lyder det fra Jens Berthel Askou.

Solstrålehistorien er ved at blive spredt verden over. Eksempelvis har BBC netop lavet et interview med ham fra landsholdslejren i Riga, hvor færingerne forbereder sig til lørdagens kamp mod Letland i UEFA Nations League.

-Om jeg er med i startopstillingen, ved jeg ikke, siger Hilmar Leon Jakobsen. Jeg tager det, som det kommer.

Færøerne topper efter fire spillerunder sin pulje med 10 point, fulgt af Malta med 5, Letland med 3 og Andorra med 2.

De resterende kampe er:

    1. november: Letland mod Færøerne og Malta mod Andorra
    1. november: Malta mod Færøerne og Andorra mod Letland

-Vi spillede 1-1 mod Letland hjemme i Tórshavn, men denne gang mangler vi tre af vore bedste spillere, oplyser Det færøske Fodbold Forbunds vice-generalsekretær Kristin Dam Ziska til TV3 Sport.

Han hentyder til anføreren Hallur Hansson (AC Horsens) og Brandur Hendriksson (Helsingborgs IF), der begge afsoner én spilledags karantæne, samt Jóan Símun Edmundsson (DSC Arminia Bielefeld), som på grund af Covid-19 epidemien ikke kunne få sin tyske klubs tilladelse til at rejse.

-Med to point i vore to resterende kampe er vi sikre på at rykke op i 3. division i UEFA Nations League, lyder det fra Kristin Dam Ziska. Det vil være en stor triumf for os.

Om Hilmar Leon Jakobsen indgår i startopstillingen mod Letland, ved han ikke endnu.

-Jeg tager det, som det kommer, siger han.

-Det er typisk for Hilmar, kommenterer Jens Berthel Askou. Nok er han ærgerrig, men han er også ydmyg. Hans udviklings-potentiale er enormt. Og i HB har vi da også forlænget kontrakten med ham for resten af året.

HB står for Havnar Bóltfelag, der blev stiftet 4. oktober 1904, er den tredjeældste klub på Færøerne efter KÍ Klaksvík (1904) og TB Tvøroyri (1892). Det er den mest vindende klub på de 18 øer i den nordlige del af Atlanterhavet med 24 mesterskaber og 27 pokalsejre.

Andre gode nyheder