Gå til hovedindhold

Eufori i Estland: Alt udsolgt mod England på 22 minutter

Eufori i Estland: Alt udsolgt mod England på 22 minutter

Af: Ritzau

Fodboldfeberen raser i Estland, der solgte alle billetter til kampen mod England på blot 22 minutter.

Det skabte eufori i Estland, da nationens fodboldelite åbnede kvalifikationsturneringen med henblik på EM-slutrunden i Frankrig med en sejr på 1-0 over Slovenien.

"Der er en glæde i hele landet, som vi sjældent har oplevet" siger Mihkel Uiboleht, pressechefen i Estlands Fodbold Forbund, til TV3 Sport. "Så det varede kun 22 minutter før vi kunne melde alt udsolgt til den næste kamp -- mod England søndag den 14. oktober."

Der er 10.340 siddepladser på det nationale stadion Lilleküla i Tallinn, hovedstaden med 410.000 indbyggere.

"Vi havde i forvejen solgt halvdelen af dem som pakker omfattende alle fem puljekampe på hjemmebane" bemærker Mihkel Uiboleht.

Det var Ats Purje, den 29-årige forward i den finske klub KuPS, som lavede sejrsmålet mod Slovenien i det 86. minut -- ét minut efter at han var blevet skiftet ind.

Den 38-årige svensker Magnus Pehrsson, der var cheftræner i AaB fra januar 2009 til oktober 2010, overtog landsholdet i Estland den 5. december 2013.

Udover Estland, England og Slovenien er Litauen, San Marino og Schweiz med i denne pulje.

Andre gode nyheder