Et af Tysklands mest ikoniske lokalopgør står for døren når Makienok og St. Pauli gæster Kaufmann og HSV
Af: Lizette Knudsen
Der er Hamburger-derby fredag aften, når Hamburger SV og St. Pauli tørner sammen.
Begge hold kommer med selvtillid efter flotte pokalsejre i midtugen – i særdeleshed St. Paulis sejr mod mægtige Dortmund hjemme på Millerntor - mens HSV ligeledes sendte et Bundesliga-hold ud, da de besejrede Köln efter 120 minutter og en straffesparkskonkurrence.
Et derby i sig selv er altid højspændt, men med de to klubbers placering i rækken, er der i særdeleshed lagt op til et brag.
-Det er svært at erindre et Hamburger Stadtderby med så meget på spil, som det er tilfældet i aften. For ikke nok med at kampen er et af både Tysklands og Europas mest ikoniske lokalopgør, så har kampen nu også udviklet sig til at være et topopgør, der kan få stor indflydelse på oprykningskampen i 2. Bundesliga, siger TV3 Sports kommentator Casper Dalsten og fortsætter:
-St. Pauli har altid været lillebror i de to klubbers forhold, men i de seneste sæsoner har de haft taget på HSV, og nu er det pludselig kultklubben, der er topholdet i 2. Bundesliga, og vinder de aftenens kamp, vil Die Rothosens oprykningshåb endnu en gang lide et alvorligt knæk.
-Men samtidig er det også en uvant rolle at indtage for St. Pauli, der som hold og klub altid har indtaget underdog-rollen. Spørgsmålet er nu, om de kan fortsætte rejsen mod den bedste tyske række. En sejr mod rivalerne kan få stor betydning for resten af sæsonen, men de har ikke imponeret i de seneste par liga-kampe. Derfor forventer jeg også en nervøs kamp, hvor frygten for et nederlag måske kan præge kampen mere end håbet om en sejr, afslutter han.
Desværre bliver opgøret uden den tilskuerramme, der plejer at omkranse et Hamburger-derby. Tilskuerkapaciteten er nemlig begrænset til 2.000 tilskuere, hvoraf de 100 er fans fra udeholdet.
Der er også god mulighed for, at kampen får et dansk islæt.
Simon Makienok er kommet ovenpå igen efter en omgang corona-virus, og han kom ind til sidst mod Dortmund senest. Han har rigtig gode minder med disse HSV-opgør. Senest blev han matchvinder, da holdene mødtes i tredje runde i august. Her scorede han to gange i 3-2-sejren på Millerntor, hvilket du kan se eller gense i videoen ovenfor.
I seneste sæson både assisterede og scorede på Volksparkstadium i en kamp, der endte 2-2.
HSV har fortsat Mikkel Kaufmann på leje fra FCK, og han kan potentielt også få en rolle. Mod Köln senest blev han indskiftet i den forlængede spilletid.
Du kan se Hamburger-derbyet direkte på TV3 Sport og Viaplay fra klokken 18:25.
Lizette Knudsen
lizette.knudsen@nentgroup.com










