Gå til hovedindhold

Esbjerg-lejesvend på vej til danskerklub

Esbjerg-lejesvend på vej til danskerklub

Af: Ritzau

IFK Göteborg er meget interesseret i at hente Daniel Larsson tilbage til Allsvenskan. Larsson selv er ikke afvisende.

Siden januar har den svenske angriber Daniel Larsson imponeret i Esbjerg, hvor han specielt med sin speed har sat fart i det mandskab, der dog endte i nedrykningsfare.

Nu er angriberen så tilbage i Granada, hvorfra han var udlejet til vestjyderne, men ifølge det svenske medie Expressen, så er Larsson ikke færdig med danske bekendtskaber.

Det bliver dog ikke i Alka Superligaen, at man skal håbe på at se angriberen i næste sæson. Derimod bliver angriberen med fortid i Malmø og Valladolid meldt på vej til danskerkolonien i IFK Göteborg.

Larsson selv er ikke afvisende overfor et comeback til hjemlandet.

  • Det kan godt være, jeg er åben for det. Men jeg vil egentlig helst holde alle døre åbne, udtaler Daniel Larsson til Expressen.

I Göteborg ser man Daniel Larsson som en yderst interessant spiller.

  • Jeg læste, at han kunne tænke sig at komme hjem. Hvis det forholer sig sådan, at han gerne vil til Allsvenskan, så er han absolut en interessant spiller for os, lyder det fra IFK-træner Mats Gren.

Daniel Larsson nåede at spille 14 kampe for Esbjerg i foråret, hvor det blev til to mål og en enkelt assist.

I IFK Göteborg kan Daniel Larrson blive holdkammerat med Søren Rieks, Jakob Ankersen og Lasse Vibe, mens klubben havde lejet Thomas Mikkelsen i foråret.

Andre gode nyheder