Eriksen og Tottenham åbner transferkontoen: Første sommerkøb næsten i hus
Af: Emil Johnsen
Tottenham har haft en stille sommer, men nu er første handel tæt på at være i hus for London-klubben. Det melder engelsk medie.
Manager Mauricio Pochettino har udtrykt tilfredshed med Tottenham-truppen, men nu har han alligevel følt sig nødsaget til at udvide truppen.
Det er på malmandsposten, at der fremover kommer nye muligheder for London-klubben.
Paulo Gazzaniga fra Southampton er blevet købt for omkring 18 millioner kroner. Det melder The Sun, mens de to klubber endnu ikke har meldt noget officielt ud. Pochettino kender Gazzaniga fra deres fælles fortid i Southampton, men indkøbet skal ikke ses som en forstærkning af startelleveren.
Hugo Lloris er stadig førstevalg på keeper-posten, men Pochettino skulle angiveligt ønske mere konkurrence på positionen.
Gazzaniga var sidste sæson lejet ud til Rayo Vallecano i den anden bedste spanske række. Her fik han 32 ligakampe, hvoraf buret blev holdt rent i 11 af dem. Tidligere i karrieren har han spillet 21 Premier League-kampe for Southampton.
Gazzaniga er halvt italiener og halvt argentiner.
Se Christian Eriksens kongekasse fra International Champions Cup i videoen over artiklen.
Emil Johnsen
emil.johnsen@tv3sport.dk









