Gå til hovedindhold

Elevatorklubben Fulham sikrer oprykning til Premier League

Af: Ritzau

For tredje gang på fem sæsoner har Fulham sikret sig oprykning til Premier League fra The Championship.

Det går op og ned for Fulham. I hvert fald hvis man kigger på, hvilken liga London-holdet har befundet sig i de seneste år.

Lige nu er det Englands næstbedste, The Championship. Men ikke ret meget længere. Tirsdag sikrede Fulham nemlig oprykning til Premier League med fire kampe tilbage i sæsonen.

En sejr på 3-0 over Preston stemplede billetten tilbage til første klasse. De seneste fem sæsoner - inklusive denne - er Fulham henholdsvis rykket op, ned, op, ned og altså nu op igen.

Oprykningerne i 2018 og 2020 kom efter sejre i playoff-finalen på Wembley, men denne gang behøver Fulham altså ikke skulle ud i de nervepirrende vind eller forsvind-kampe.

Med tirsdagens sejr er Fulham sikker på at ende i top-2 i The Championship, der sikrer direkte oprykning. Holdet kan i de sidste kampe kun blive overhalet af Bournemouth, som indtager andenpladsen.

Efter nederlag i de forudgående to kampe gik Fulham ellers ind til tirsdag kamp mod Preston med et par hak i selvtilliden. Men den serbiske superbomber Aleksandar Mitrovic fik hurtigt humøret op.

Med sine mål nummer 39 og 40 i ligaen i denne sæson scorede han til både 1-0 og 3-0 i første halvleg. Fabio Carvalho stod bag 2-0-målet.

Mens de to bedste i tabellen rykker direkte op, så skal holdene på tredje- til sjettepladsen ud i playoffkampe om en enkelt billet til Premier League.

Bournemouth - som har Philip Billing og Emiliano Marcondes i truppen - ligner det bedste bud på, hvem der ligesom Fulham skal rykke direkte op.

Bournemouth har på andenpladsen fire og seks point ned til Huddersfield og Luton på tredje- og fjerdepladsen. Begge hold har spillet to kampe mere end Bournemouth.

Nottingham Forest og Sheffield United er nummer fem og seks i tabellen.

/ritzau/

Andre gode nyheder