Gå til hovedindhold

Eksperter sår tvivl om VAR-dokumentation i Superliga-kamp

En tidligere international topdommer og en dansk forsker sår tvivl om den dokumentation, som dommerne i DBU fremlagde fra VAR-vognen på en onside-kendelse på en Viborg-scoring. DBU har efterfølgende undladt at fortælle, at den optimale metode til bevisførelsen tilsyneladende ikke har været anvendt, og at det ikke kunne verificeres, at spilleren var onside.

Af Henrik Levysohn

Hvis du tror, at et mål, som er VAR-tjekket og “frikendt” for en mulig offside i Superligaen er det samme som en garanti for, at spilleren rent faktisk var onside, så tager du fejl. Da Viborgs Thomas Jørgensen i det 86. minut udlignede til 2-2 mod sønderjyske den 28. november, forventede kampens kommentatorer, at målet ville blive annulleret for offside på oplæggeren Jakob Vester.

Men efter et VAR-tjek blev målet godkendt. Kampens kommentator Daniel Ortved reagerede med overraskelse, da målet blev godkendt: "Der er minsandten mål, selvom det i dén grad så ud til at være offside", lød det fra Ortved. Nogle minutter efter godkendelsen blev tv-seerne præsenteret for still-billedet, der udgjorde VAR-dokumentationen.

Tidligere topdommer har ikke tillid til beslutningen

Onsdag efter kampen udtaler den tidligere internationale topdommer Bobby Madden dog følgende til Viaplay Sport News. ”Ud fra det viste billede er det svært at fastslå en afgørelse hverken for og imod offside. Fraværet af sigtekornet, som identificerer angriberens yderste punkt, hvilket jeg mener ikke er foden, giver mig ikke tillid til beslutningen”, lød det fra den tidligere FIFA-dommer Bobby Madden i et skriftligt svar til Viaplay Sport News.

Samtidig opfordrer Madden DBU til at frigive VAR-optagelserne. ”Af hensyn til gennemsigtighed og for at give folk tillid til beslutningen, ville det være bedste praksis at dele det fulde resultat fra VAR-rummet og gavne det bredere fodboldmiljø”, skrev Bobby Madden.Samme dag rækker Viaplay Sport News ud til DBU og spørger, om DBU fastholder, at kendelsen var korrekt, samt om de vil følge Bobby Maddens opfordring og udlevere VAR-optagelserne.

DBU afviser
DBU kommunikation svarer onsdag eftermiddag på sms, at “Michael (Michael Johansen formanden for DBU’s dommerudvalg, red.) siger, at situationen er dobbelttjekket, og alt er ok.”

Samtidig oplyser DBU, at de ikke har mulighed for at sende VAR-optagelserne, men at Michael Johansen er klar til at tage den i Viaplay-programmet VAR-rummet.

Torsdag morgen følger Viaplay op på sagen og spørger blandt andet DBU, hvad det indebærer, når Michael Johansen siger, at situationen "er dobbelttjekket, og alt er ok". Viaplay Sport News spørger også, om afgørelsen om onside-kendelsen blev truffet på baggrund af det billede, som DBU har vist som dokumentation – som altså er det billede, som den tidligere topdommer Bobby Madden fortæller os "ikke giver ham tillid til beslutningen”.Vi spørger også, om DBU kan fremvise et billede, hvor stregen er trukket fra angriberens forreste punkt, hvilket ifølge Bobby Madden ikke synes at være hans fod. Og vi spørger, hvad der afholder DBU fra at offentliggøre VAR-optagelserne fra vognen, som DBU ellers har været villige til at offentliggøre i flere andre sammenhænge.

Torsdag eftermiddag i sidste uge sender DBU kommunikation følgende udtalelse til Viaplay Sport News.

 -Vi stiller altid op hos jer og i andre medier, når der er blevet begået kampafgørende fejl. Det er ikke tilfældet i denne sag. Vi ser frem til at gennemgå klippet i VAR-rummet hos jer med Jesper Simo senere på måneden, hvis han finder det relevant.

I mailen fra DBU Kommunikation slår DBU fast, at punktet er sat rigtigt, og at DBU ikke finder det relevant at gå videre ind i en debat om det pågældende klip. Dog fastholder DBU, at klippet vil være tilgængeligt senere på måneden i programmet ”VAR-rummet”.

Efterfølgende følger Viaplay Sport News op på sagen og skriver til DBU, at vi på baggrund af denne mail formoder, at Michael Johansen kan bekræfte, at Viborg-angriberen var onside.

I et svar fra DBU fredag eftermiddag får vi dog ikke en bekræftelse på dette.

Mandag i denne uge spørger Viaplay Sport News direkte DBU, om der foreligger et bevis for, at angriberen var onside, eller om DBU har valgt at gå med kendelsen på banen.

DBU’s skriftlige svar rummer ikke et løfte om, at det er bevist, at angriberen var onside, men forklarer, at VAR kun intervenerer ved åbenlyse fejl samt at VAR-teamet i den konkrete situation har fulgt gældende retningslinjer ifm. anvendelse af offsideteknologien og ikke fundet bevisførelse for, at det er en åbenlys fejl. DBU oplyser også, at det er blevet efterprøvet efter kampen, og konklusionen er den samme. DBU fastslår også, at de agter at fortsætte med at være transparente, som de har gjort i ca. 200 situationer i VAR-rummet, og at de vil fastholde det format, når der skal drøftes VAR-tekniske forhold med en vis kompleksitet, som eksempelvis offside-teknologien har. DBU takker herefter nej til yderligere kommentarer.

Viaplay Sport News præsenterer onsdag i denne uge sagen for Rikke Gade, der er Lektor i Computer Vision ved Aalborg Universitet. Hun er ekspert i billedbehandling og computer-vision algoritmer til analyse af sportsvideo, f.eks. tracking af spillere.Rikke Gade kan ikke på baggrund af materialet verificere, hvorvidt der er offside eller ej. Hendes udtalelser udfordrer samtidig DBU’s påstand om, at punktet var sat rigtigt.

-3D positionen af den forreste relevante kropsdel skal findes ved triangulering og derefter projiceres ned på banen for at tegne offside-linjen, udtaler Rikke Gade i et skriftligt svar til Viaplay Sport News.

Rikke Gade fra Aalborg Universitet anbefaler åbenhed om, hvordan en beslutning bliver truffet. “Jeg skal ikke bestemme, hvilken kommunikationsstrategi DBU vil køre, men jeg vil altid anbefale at være åben om hvordan teknologi bliver brugt, og hvordan beslutninger bliver taget”, udtaler Rikke Gade skriftligt til Viaplay Sport News.  

HISTORIEN FORTSÆTTER HER

Andre gode nyheder