Gå til hovedindhold

Eks-FCK'er langer ud efter Hareide: Han er en kynisk djævel!

Af: Laurits Lyck

Åge Hareide får ikke mange roser med på vejen fra af en af sine tidligere spillere.

I første forsøg kvalificerede Åge Hareide det danske herrelandshold i fodbold til en stor slutrunde, da Christian Eriksen og co. spillede sig til VM i Rusland.

Nordmanden har en lang trænerkarriere bag sig i især skandinaviske klubber, men det er ikke alle, der elskede deres tid under hans styre.

For ifølge norske NRK udtaler den tidligere FCK-lejesvend Thomas Myhre i en ny bog, at han direkte "hader Åge Hareide".

De tos veje krydsedes blandt andet i Viking, hvor Hareide blev træner i 2010. Myhre var året inden blevet det store indkøb, men under sin nye chef var han ikke tiltænkt en rolle, mærkede han med det samme.

-Åge var iskold, fortæller han i bogen.

Problemerne mellem Myhre og Hareide startede i 2007, da Myhre med to drop gav Tyrkiet en uafgjort i EM-kvalifikationen. Hareide var norsk landstræner dengang og tilgav ham ifølge Myhre ikke.

På en træningslejr i 2010 kom Myhre og Hareide igen i konflikt, da målmanden angiveligt fik et stof hældt ned i sin drink. Samme aften blev han franarret hele 160.000 norske kroner. Episoden endte med, at Myhre og Viking rev kontrakten itu.

Men Myhre følte sig dårligt behandlet af Hareide, der ifølge målmanden bare ventede på en chance for at skille sig af med ham.

-Åge brugte alle midlerne, han havde, siger han i bogen.

-Reaktionen gør, at jeg til dags dato foragter ham.

Åge Hareide har over for VG erklæret, at han ikke vil kommentere på Myhres udtalelser.

Bogen - "Åge Hareide - et fodboldliv" - er skrevet af forfatteren Arild Stavrum. Thomas Myhre spillede som lejesvend i FC København i foråret 2001.

Andre gode nyheder